CORONA På Arresødal Hospice er de ca. 50 frivillige en vigtig del af hverdagen. De er værter ved både frokost og aftensmåltid. De dækker bord, arrangerer blomster, folder servietter og får bordet til at se indbydende ud - og er i det hele taget med til at gøre det hyggeligt ved måltiderne.
Nogle går tur med patienterne, andre spiller musik, nogle og en bager pandekager om onsdagen.
Det er også frivillige, der får hospice til at dufte, når der bages boller eller kage. De frivillige gør i det hele taget en forskel for patienter og pårørende.
Men det har corona-truslen nu sat en stopper for:
"Alt frivilligt arbejde er stoppet og de frivillige er sendt hjem," fortæller frivilligkoordinator Lone Clemen til Halsnæs Avis.
Det sker naturligvis for at begrænse risikoen smittespredning på hospice - både af hensyn til patienter, men også af hensyn til de frivillige selv, oplyser Lone Clemen.
Arresødal Hospice har også valgt at annullere de fælles spisninger, i stedet spises der på de enkelte stuer.
I det hele taget begrænses fælles samlinger mest muligt. I dag torsdag kl. 14.30 skulle et lille alter være indviet ved en andagt med præst, organist og sanger, hvorefter de frivillige skulle hygge om patienter og pårørende. Det arrangement er blevet aflyst.
