Daniel Rasmussen, butikschef hos Jysk på Valdemarsvej i Ølstykke, blev mødt af et kedeligt syn, da han mandag morgen mødte på arbejde.
To store glasruder ind til butikken var nemlig blevet smadret af stenkast fra ukendte gerningsmænd.
"Det er sket natten til søndag, og der er nok tale om samme gerningsmænd, der også stod bag noget hærværk på Egedal Station," siger Daniel Rasmussen til Lokalavisen Egedal.
Ingen overvågning
Han lægger ikke skjul på sin ærgrelse og irritation over episoden.
"Det er virkelig irriterende og trist, at nogle kan finde på den slags. Det er også nogle dyre termoruder at få skiftet, så det er bare surt," siger Daniel Rasmussen, der ikke har de store forhåbninger om at finde gerningsmændene.
"Vi har desværre ikke overvågning udenfor på parkeringspladsen. Havde vi haft det, så var der måske lidt at gå efter, men nu er det jo svært. Vi har før været udsat for tyveri, men vi har ikke været ramt af hærværk i denne størrelse," siger han.