Der manglede bare et par dannebrogsflag, så var det næsten ligesom første skoledag, da Susåskolen i Glumsø onsdag morgen åbnede klasseværelserne igen for børn fra 0. til 5. klasse.
- Jeg glæder mig. Især til at se Hjalte. Han er min allerbedste ven, lød det fra otte-årige Frederik Antoniussen, inden han smuttede indenfor i 1. B.
Max 12 elever
Skolen i Glumsø stiller med fuld bemanding - med to lærere i hver klasse - og max 12 elever i hvert lokale.
- Hver klasse har fået to lokaler at råde over og nogle har tre. Det afhænger af antallet af håndvaske, fortæller pædagogisk leder Stine Andersen, der havde indkaldt ekstra forstærkning i form af erfarne lærervikarer til at gennemføre undervisningen, når eleverne er fordelt ud over flere lokaler.
- Vi har også fået hjælp af lærere fra udskolingen. Flere lærere har spurgt mig om ikke de måtte komme på arbejde igen og det har jeg selvfølgelig ikke sagt nej til, siger Stine Andersen.
Stærkt fremmøde
På forhånd havde skolen i Glumsø kontaktet forældrene til de 362 elever i indskolingen for at høre om de ville sende børnene i skole igen. Det har forældrene i stort tal sagt ja til. Fremmødet onsdag morgen lå i omegnen af 80 procent.
- Hvis du selv er syg, skal du ikke sende børnene i skole, og der er også forældre, som lider af astma eller andre kroniske sygdomme, der har valgt at holde børnene hjemme. Men jeg er tilfreds med fremmødet og dejligt at se alle de smil blandt både børn, lærere og forældre, siger Stine Andersen.
I skolegården stod børnene i god afstand fra hinanden, og der var ingen gruppekram at få øje på. Men nu er hverdagen vendt tilbage til Glumsø, og det glæder også forældrene.
- Både jeg og konen arbejder hjemmefra, så jeg tror Laurits har godt af at komme i skole igen. Det giver lidt mere luft i hverdagen, fortæller Torben Møller Munch, hjemsendt shippingmand inden han åbnede døren for sønnen Laurits - klar til en ny skoledag med råd og restriktioner om håndsprit, afstand og undervisning i det fri.