Hansen Is åbner café: Skifter osten ud med isdesserter

Brødrene Rasmus og Anders Eibye er oldebørn af Hans Hansen, der i 1922 startede fremstillingen af flødeis. De fører traditionen videre, senest med åbningen af Hansens Iscafé, som ligger ved isfabrikken i Lyngerup

Brødrene Rasmus og Anders Eibye er oldebørn af Hans Hansen, der i 1922 startede fremstillingen af flødeis. De fører traditionen videre, senest med åbningen af Hansens Iscafé, som ligger ved isfabrikken i Lyngerup

Var det noget med en Coupé Hansen Classic med vanilieis, flødeskum og chokoladesovs? Eller hvad med en friskdyppet ispind med drys, eller en iscreme? Det vil efter alt at dømme blive dilemmaet, hvis man fremover besøger Hansens Iscafé i Lyngerup, som netop har slået dørene op til en verden fuld af nydelse.

Det har længe været et ønske hos brødrene bag Hansen Is, Rasmus - og Anders Eibye, at der, udover isfabrikken, også skulle være en iscafé, hvor kunderne kunne få lysten til en rigtig isdessert i høje glas stillet.

"I seks år har vi haft is og ost i butikken ved mejeriet i Lyngerup. Men vi syntes, det var lidt ærgerligt, at vi ikke havde gammeldags isvafler, noget kunderne også efterspurgte. Så nu har vi sagt, at når vi jo er en isfabrik, så skal vi selvfølgelig have alt med is," fortæller Rasmus Eibye.

Med andre ord betyder det, at osten er røget ud til fordel for is i stort set alle variationer.

Ifølge Rasmus Eibye vil iscafeen også fungere som et slags testlaboratorium:

"Vores idé er, at vi vil prøve nogle ting af, som nye kombinationer eller helt nye desserter. Og endnu vigtigere er, at vi får folk tæt på. Vi synes det er vigtigt, at vi møder folk, og kan prøve is af og opleve folks umiddelbare reaktion, for vi ønsker at blive ved med at gøre os umage."

Rasmus Eibye fortæller, at kunderne i den nyåbnede iscafé vil få mulighed for at kigge ind gennem glasset til produktionen, så de kan følge med i, hvad der bliver produceret.

Lokale råvarer

Men uanset nye, fancy smagsvarianter og iskombinationer, så understreger Rasmus Eibye, at det stadig vil være muligt at sætte tænderne i de klassiske is, som en vaffel med to kugler, flødeskum og syltetøj.

"Ideen er, at cafeen skal være den forlængede arm af produktionen. Og alt du kan få i cafeen, er noget vi bruger i produktionen. Blandt andet bruger vi lokale råvarer, når vi har mulighed for det. Mikkel Friis Holm (Tidligere verdensmester i chokolade, red.) fra Herslev leverer chokoladen, mælken er fra Svanholm og andre lokale gårde, vaniljen er fra vores egen plantage, godt nok i Uganda, men alt i alt tror jeg, det bliver lidt unikt. Vi vil lave en stemning af noget lokalt og samtidig være en eksperimenterende iscafé."

Udover is i lange baner vil der i Hansens Iscafé også være barista kaffe, der udspringer af et samarbejde med Nordhavn Kaffe, som selv rister kaffebønnerne.

Cykler og slanger

Af gode grunde er det ikke strøgkunder, som kommer til at lægge vejen forbi Hansens Iscafé. Det er derimod bilister og cyklister, som vil være det primære segment. Sidstnævnte trækker hvert år i august mange mennesker til Lyngerup takket være Hansens cykelløb. Brødrene Eibye åbner nu op for, at cyklisterne har mulighed for at komme forbi i hele sommersæsonen.

"Vi vil gerne tiltrække cyklisterne, og vi har både cykler og slanger, hvis folk punkterer undervejs."

Rasmus og Anders Eibye glæder sig til at kunne byde folk velkommen i den nye iscafe. Ifølge Rasmus Eibye vil Hansens Iscafé starte ud med åbningstider som er fra klokken 12-17 tirsdag til lørdag. I sommerferien vil der være udvidede åbningstider.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...