»Vi har været noget i kraft af de mennesker, vi har rørt, og som har rørt os, mens vi levede. Vi har været noget i kraft af den kærlighed, vi har givet. Det, vi har gjort for andre uden bagtanke. Den omsorg, vi har udvist overfor mennesker og dyr. De børn, vi har sat i verden«.
Sådan skriver Michael Rohde-Petersen, stenhuggeren fra Danske Stenhuggerier på Taastrup Hovedgade.
Han er en af 50 kendte og ukendte danskere, der er med i den nye bog »Hvorfor er vi her?«, der udkommer 15. april på Byens Forlag.
Med ydmyghed, humor og alvor giver de deltagende hver især deres bud på livets store spørgsmål.
Et stort spørgsmål
I bogen møder man 50 vidt forskellige danskere, der taler ud fra hvert deres ståsted, med vidt forskellige udgangspunkter og livserfaringer. Det er både ateisten, imamen, præsten og politikeren. Vi hører stenhuggerens, komikernes, skuespillerens og børnehavebørnenes bud.
Tilsammen giver svarene et unikt indblik i danskernes forskelligartede verdensforståelser og livsfilosofier.
De medvirkende tæller navne som Holger Bech Nielsen, Vincent F. Hendricks, Marie Brixtofte, Svend Brinkmann, Joan Ørting, Bertel Haarder, Kasper Holten, Farshad Kholghi, Jesper Buch og Özlem Cekic.
Ud over de kendte navne nævnt herover er har mange Taastrup-borgere også bidraget med deres bud på et svar. Der er blandt andre bud fra Marjan Ganjjou og Thomas Bak fra byrådet, Præsten fra Nykirken, Børn fra Budstikken, Vinhandleren fra hovedgaden og lederen af værestedet Paraplyen.
Lokal forfatter
Bag bogen står Marlene Torm Gertsen fra Taastrup. Hun håber, at bogen vil inspirere til at tale sammen om de ting, der ikke kan måles og vejes.
- Svaret på, hvorfor vi er her, kender ingen. Vi har alle, uanset trosretning, køn, alder og profession, de samme forudsætninger for at komme med et bud. Spørgsmålet åbner op og skaber et rum for samtale, hvor vi kan møde den fremmede; den, der mener noget andet. I dette rum mener jeg, at vi bliver beriget og kan opdage hinanden. Så fordyb dig gerne i hvert enkelt udsagn, dvæl lidt ved dem. Hvad ville du selv svare? Hvorfor tror du, at vi er her?, lyder det i hendes forord til bogen.
Og der er mange interessante bud i bogen.
Svend Brinkmann afslutter eksempelvis sit svar med følgende overvejelse:
»Vi har efterhånden ret godt styr på, hvorfor vi er her. Hvad skal vi her? kan til gengæld ikke besvares af videnskaben alene. Dette eksistentielle spørgsmål er langt mere åbent, og det er ethvert menneskes opgave at give et bud på det.«
Børnenes guldkorn
Der er stor forskel på, hvordan folk går til opgaven - nogle svarer med længere, essayistiske tekster, andre forsøger sig med et par linjer sat op som et digt. Farshad Kholghi har såmænd skrevet en sketch.
Fælles for alle er, at de har tænkt sig grundigt om. Måske lige med undtagelse af de helt små børn, hvis umiddelbare og ubesværede tilgang til spørgsmålet garanterer et smil på læben.
Spørger man eksempelvis 5-årige Freja Marie Brandt, lyder svaret således: »Vi taler sammen... og ligger henne i sofaen... og fjoller rundt ...«