Minister besøgte ghetto med »visionær plan«: Kan være inspiration for andre

Frem mod 2030 skal der ske store ændringer i Ringparken i Slagelse Nordby. I den forbindelse lagde boligminister Kaare Dybvad (S) mandag vejen forbi for at høre mere om planerne, som han med egne ord kalder for »visionære«.

Frem mod 2030 skal der ske store ændringer i Ringparken i Slagelse Nordby. I den forbindelse lagde boligminister Kaare Dybvad (S) mandag vejen forbi for at høre mere om planerne, som han med egne ord kalder for »visionære«.

24 boligblokke, 868 almene familieboliger og knap 2.000 beboere. Alt det består Ringparken i Slagelse nordby i dag af - men kun lidt endnu.

For at leve op til regeringens ghettoplan, skal der nemlig frem mod 2030 ske store forandringer i boligområdet, som har været på regeringens ghettoliste de seneste fem år i træk.

Og mandag besøgte boligminister Kaare Dybvad (S) i den forbindelse den såkaldte »hårde ghetto«.

Her fik ministeren en rundvisning i blokbebyggelsen, som ifølge en visionsplan i fremtiden skal opdeles i tre bydele: »Mini-Manhattan« - det urbane kvarter, »Ringriderbyen« - det grønne kvarter og »Radiserækkerne« - seniorkvarteret.

En plan, som boligministeren kalder for »visionær«.

En ny type af beboere

- Jeg tror, at det bliver godt at få noget mere blandet byggeri - f.eks. nogle rækkehuse. Jeg tror, at det vil gøre, at mange vil se det her (Ringparken, red.) som et naturligt udgangspunkt, hvis man bliver en lille familie, eller hvis man bliver gammel og gerne vil have et nyt sted at bo. Og på den måde får vi en ny type af beboere til området, forklarede Kaare Dybvad til Sjællandske, da han besøgte boligområdet i Slagelse.

Ændringerne i Ringparken skal ske for at opfylde regeringens krav om, at der kun må være 40 procent almene boliger.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Nedrivningen af de eksisterende boliger og opførelsen af nyt skal derfor - som ministeren peger på - tiltrække og fastholde mere ressourcestærke beboere.

Det samme gælder for landets 14 andre hårde ghettoområder, som defineres således, da de har opfyldt betingelserne for at være et ghettoområde fem år i træk.

Og her kan visionsplanen for Ringparken være til stor inspiration, mener boligministeren.

Inspiration for andre

- Jeg har været her (i Ringparken, red.) en del gange før, og jeg synes altid, at det er spændende at komme og høre flere perspektiver på, hvad det er for nogle tanker, der ligger bag. Og jeg synes, at Slagelse Kommune og FOB går utrolig professionelt til denne her opgave, forklarer Kaare Dybvad og uddyber:

- Jeg tror allerede, når man har siddet andre steder som i Kolding eller i Holbæk, så har man kigget på, hvad det er for nogle visioner, der er her i området, og så har man brugt dem til at blive skarpere på, hvordan man kan skabe de her nye boligområder, hvor folk møder hinanden på tværs af sociale forskelle.

Men ændringerne i Ringparken får ikke kun betydning for områdets omgivelser. Det får også betydning for de mennesker, der bor der. For at nye beboere kan flytte ind, skal nuværende beboere nemlig flytte ud.

35 familier skal flytte

For at leve op til ghettolovens krav om at ændre beboersammensætningen og skære andelen af almene familieboliger ned med 60 procent, har Slagelse almennyttige Boligselskab således allerede solgt 136 af sine almene boliger til den private investor Estate Invest.

Beboere i 35 lejligheder ved derfor på nuværende tidspunkt, at de skal flytte. Det skyldes enten, at de er på offentlig forsørgelse eller er tidligere straffet. Noget, der har vækket stærke følelser hos flere familier, der ikke ønsker at flytte eller er bange for at blive genhuset i boliger, der er dyrere.

Men selv om Kaare Dybvad forstår de følelser, genhusningerne vækker hos de berørte familier, så tror han på, at der bliver fundet en løsning, som passer alle.

Flere billige boliger

- Det ser ud til, at man kan lykkes med at finde en tilsvarende billig bolig til dem, der allerede nu ved, at de skal flytte. Og det håber jeg selvfølgelig også, at man kan for resten, som får den samme besked frem mod 2030, forklarer boligministeren og peger på, at Slagelse »i mange år har sikret mange almene boliger«, og at mange af disse ovenikøbet er »rigtig billige«:

- Så jeg tror på, at mange kan blive genhuset for eksempel her i området. Og dem, der vil have et andet tilbud, de får muligheden for det. I den del, hvor der skal rives ned. For vi skal huske på, at det jo trods alt er en relativ lille del, hvor vi taler om, at der skal sælges og rives ned. Langt de fleste boliger bliver stående, slår Kaare Dybvad fast.

Planen for Ringparken blev vedtaget af et stort flertal på et byrådsmøde tilbage i maj 2019, hvor 29 af de 31 byrådsmedlemmer i Slagelse Kommune stemte for.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...