Når plejepersonale passer en borger, der er smittet med COVID-19, er der behov for op imod 30 engangskitler i døgnet.
For at forberede sig på en situation med flere smittede efterlyser Slagelse Kommune derfor nu ekstra kitler.
Der er tale om kitler, som medarbejderne tager uden på deres normale arbejdsdragt. Engangskitlerne skal således være væskeafvisende og have elastik i ærmerne og bindebånd i nakken og om livet.
Og så skal de kunne både bruges i hjemmeplejen, på plejecentre, i sygeplejen og på bosteder.
Kender ikke behov
Kommunen forestiller sig, at eksempelvis tandlæger, dyrlæger, slagtere eller nogle helt andre kan have kitler liggende i større mængder.
Hvor mange kitler, der bliver behov for, er dog ikke til at sige, oplyses det.
- Men vi drømmer om at få rigtig mange, så hvis der er nogen, der ligger inde med nogle, vil det være kærkomment. Vi har et spinkelt lager. Der er ikke til flere måneder, og vi kunne godt tænke os at være bedre rustet, siger virksomhedsleder for sundhedstilbud og hjemme- og sygepleje, Therese Gjerde Jensen.
Hvis man ligger inde med kitler, som man gerne vil donere til Slagelse Kommune, er man meget velkommen til at kontakte John Juul fra Juul's Clean Solution, som vil tage imod kitlerne og sørge for at distribuere dem til Slagelse Kommune.
John Juul kan kontaktes på telefon: 93 96 02 93. Tidligere har han blandt andet doneret 16.000 nitril-handsker og 60 ansigtsmasker til kommunen.

- Therese Gjerde Jensen, virksomhedsleder for sundhedstilbud i hjemme- og sygeplejen i Slagelse Kommune