Nu tyder det på, at der atter kommer liv i det tidligere Kalundborg Sygehus.
Brian Vidtøft Nielsen, som ejer ejendomsselskabet Nørre Allé 27 K/S, har netop sendt en byggeansøgning til Kalundborg Kommune, som indeholder en plan at bygge sygehuset om til et kollegium med 170 værelser.
- Kalundborg mangler mange lejeboliger, og rigtig mange af de helt unge har svært ved at finde en lejebolig, så derfor vil jeg gerne lave et kollegium, siger Brian Vidtøft Nielsen, som oprindelig kommer fra Holbæk, men nu bor i København.
- Selvom om det er en gammel bygning, så er den jo fin og flot. Der skal dog bruges mange penge på at få det indrettet, fortsætter han
Han købte det tidligere sygehus i november 2019 af ejendomsselskabet Kalundborg P/S, som blandt andet havde Multitech-direktør Niels Jørgensen som ejer.
48-årige Brian Vidtøft Nielsen er revisor og har firmaet TaxCompany. og han har blandt andet udlejningsejendomme i Regstrup.
Ifølge Brian Vidtøft Nielsen er det planen at ombygningen af sygehuset skal gå i gang i februar 2020, og de første 88 værelser skulle gerne være klar til indflytning første august 2020.
- Der er jo kommet mange uddannelser til byen, så der er et stort behov for lejeboliger, siger Brian Vidtøft Nielsen.
Kinesere har tidligere vist interesse for at købe sygehuset for at oprette et science & technology center med dansk-kinesisk samarbejde, og maj var der også besøg af en kinesisk delegation, men den nye ejer har ikke planer i den retning.
- Jeg er ikke blevet kontaktet af kineserne, og det er ikke noget, som jeg vil forfølge, siger Brian Vidtøft Nielsen.
Borgmester Martin Damm (V) synes, at det dejligt med de nye planer for sygehuset.
- Dels får vi liv i sygehuset, dels får vi boliger til unge, så det er to fluer med et smæk, siger han.