I fire år har Milad Avaz arbejdet på tv-serien 'Alfa' (med produktionstitlen 'Grow') sammen med sine brødre Mehdi og Misam, der alle er opvokset i Gribskov.
Det første afsnit var planlagt til at tone frem på skærmen på TV 2 Zulu i midten af april. Men tre uger før premieren fik Avaz-brødrene beskeden om, at serien ville blive udskudt. På grund af corona-epidemien har TV 2 valgt at udskyde premieren til næste år.
"Jeg er superskuffet, og det er en lidt magteløs følelse. Det har fyldt alt i mit liv de sidste fire år," siger Milad Avaz, der er manuskripforfatter og instruktør på serien.
Avaz-brødrene står bag film som 'Mens vi lever' og 'Kollission', og 'Alfa' er deres første tv-serie.
'Folk dør'
Milad Avaz har brugt to år på at skrive manuskriptet til serien og to år på at producere den.
"Hver dag har jeg siddet og skrevet, haft angst, panikanfald og kastet op af stress. Og så bliver det udskudt," fortæller han.
Men hvor en udsættelse for et år siden ville have været det værste, der kunne ske, er situationen nu en helt anden, siger han.
"Samtidig er det også meget svært at dvæle for lang tid ved det, når der er så meget større ondskab omkring en end det. Der er folk, der dør".
På den anden side
Fiktionschef på TV 2 Katrine Vogelsang har forklaret til Ekstra Bladet, at TV 2 har valgt at økonomisere med deres programmer, fordi en del ikke kan leveres til tv-kanalen i øjeblikket.
"Derfor vi kigget på vores stærke tilbud til danskerne og for at sikre, at der også er godt indhold til danskerne på den anden side, har vi blandt andet valgt at udskyde 'Alfa', som er en rigtig stærk serie," siger hun.
Tv-serien er solgt til blandt andet Tyskland og Sverige, hvor den i sidstnævnte vil kunne ses til sommer. Serien vil altså kunne ses i udlandet, før den får premiere i Danmark næste år.
Et actiondrøn
Hvornår den nærmere får premiere i 2021 har TV 2 ikke meldt ud.
I 'Alfa' er der optagelser fra Gribskov, blandt andet fra Helsinge centrum, hvor Avaz-brødrene filmede i december sidste år.
Her blev der optaget en actionscene med blandt andre skuespiller Sebastian Jessen, der har en hovedrolle i serien som politimanden Jakob, der arbejder i en antinarkotika-enhed.
Hans bror (både i tv-serien og i virkeligheden) Adam, spillet af Andreas Jessen, har ambitionen om at være i spidsen for Danmark største narkokartel - men han støder ind i rockere, indvandrerbander og politiet - herunder sin egen bror.
Stolt af resultatet
Milad Avaz er glad for den (næsten) færdige tv-serie.
"Jeg er meget stolt over serien. Den har fået en størrelse, som er imponerende for budgettet, synes jeg. Det skyldes, at skuespillerne og de kreative kræfter bag har lagt så meget af dem selv i det," siger han.
"Jeg har aldrig været så glad for noget, jeg har lavet, som jeg er for det her".
Afsnit 1-3 er mere eller mindre færdige, mens Milad Avaz i øjeblikket arbejder videre i klipperummet med resten af seriens fem afsnit.