Direktør for Ringsted Festival Anders Sørensen og hans medarbejdere arbejder hårdt på at få rykket koncerter med alle årets musiknavne til festivalen i 2021, der holdes 5.-7. august.
- Vi kommer ikke på Ringsted Festival 2020, men det gør vi i 2021. Mange af jer skrev til os på facebook mandag, at I håber, at musikprogrammet bliver det samme i 2021. Mine medarbejdere og jeg vil gøre alt, hvad vi kan for at dette kan lade sig gøre. Personligt har jeg tirsdag talt med en række kunstnere og bookere, og det ser allerede lovende ud, oplyser Anders Sørensen i en pressemeddelelse.
En af årsagerne til, at festivalens medarbejdere forsøger at genskabe det samme musikprogram i 2021, er at tilgodese, at alle med endagsbilletter kan få den samme festivaloplevelse, som de har glædet sig til i år.
- Vi knokler på for, at det hele kan lade sig gøre, lover Anders Sørensen.
Hvis man har købt billet til Ringsted Festival 2020, er den automatisk ombyttet til Ringsted Festival 2021. Man behøver ikke at gøre yderligere med hverken partout- eller campingbillet.
- Til alle jer, som har købt en campingplads, en tipi eller et telt: I får præcis den samme plads, som I allerede har valgt. Alle campingområderne bliver overført direkte til festivalen i 2021, lyder beskeden fra Anders Sørensen.
Hvis man ønsker at få refunderet sin billet, skal man væbne sig med lidt tålmodighed.
- Vi afventer regeringens hjælpepakker og kompensationsordninger. Hav tålmodighed, så skal vi nok finde ud af det hele sammen, skriver festivalen.
