Vor Frue Idræts Forening har som alle andre aktiviteter ligget stille under coronaen, men nu skal der på ny gang i den lokale sport efter flere år med faldende medlemstal.
På en ekstraordnær generalforsamling blev en helt ny bestyrelse valgt, idet den tidligere havde valgt at trække sig. De nye er: Louise La Cour Reeves, Camilla Baymler, Nicklas Fallesen og Thomas Østergaard Bagge, mens Martin Foldager blev kassérer.
Mødet skulle egentlig have været afholdt for flere måneder siden, men så blev alt bremset af COVID-19. 'Vi ville gerne have arbejdet på denne spændende opgave i hele foråret, men det har desværre ikke været muligt for os på grund af den verdensomspændende krise', fortæller Camilla Baymler, som har en søn i Børnehuset Spiloppen og en søn på Vor Frue Skole.
Gennem en periode er flere hold nedlagt, mens kontingenterne blev mindre og mindre.
- Men det skal der nu laves om på, fortæller Nicklas Fallesen, som blev ny formand.
- Vor Frue har oplevet massiv tilflytning af børnefamilier de seneste 3-4 års tid. så byen er forvandlet. Derfor skal der selvfølgelig ske noget i foreningslivet, som tiltrækker flere børn og unge.
Den nye bestyrelse vil nu arbejde på at få oprettet nye idrætsaktiviteter, som byens børn har lyst til at deltage i.
