Murer-brødrene er tredie generation i Mørkøv

Det er to brødre, der står bag Mørkøv Murerforretning ApS, der ligger på Nyvej i Mørkøv.

Brødrene Per og Walther Jensen driver i fællesskab firmaet som de startede med en trediepartner, tilbage i 1984. De er begge uddannede murere og er tredie generation der har valgt faget som proffesion. De kommende to generationer er på vej i samme retning, men det er en anden historie.

Selv om deres farfar og far også var murermestre i Mørkøv, er det ikke et familiefirma som sådan, de har overtaget. Farfarens firma, »Murermester Carl Jensen«, blev startet i 1947, og det blev overtaget af hans to sønner i 1962, da han døde.

Startede eget firma

- Da vores far med tiden også blev syg, valgte vi at købe firmaet af ham og bruge dets aktiver til at starte vores eget op, sammen med kloakmesteren Vagn Rasmussen, der desværre blev invalideret og efter cirka 10 år måtte træde ud af firmaet efter en hjerneblødning, forklarer brødrene.

Da de startede virksomheden var der krise i branchen, men gode aftaler fik dem alligevel igennem den første tid.

- Man siger jo at en murer altid har arbejde og vi har været i stand til at overleve som virksomhed, fordi vi er ydmyge i vores tilgang til opgaverne. Vi ved at den bedste anbefaling sker fra andre der har haft os ude og vi breder os over mange former for opgaver. Fra renovering af kirker og herregårde, til de forefaldende opgaver hos privatkunder og erhvervsvirksomheder. Blandt vores faste samarbejdspartnere er blandt andet JJ Tømrer og Snedker i Jyderup, samt tømrerfirmaet Illemann, der ligger i Føllenslev, siger brødrene videre.

De lever selv efter deres egen opskrift på et sundt firma: Løs opgaverne tilfredsstillende, hav en overskuelig administration og lad være med at skylde nogen noget, så skal det nok gå.

Rekrutterer fra fodboldklubben

I dag har de 22 mand ansat, så deres opskrift må være god.

I forbindelse med deres fælles interesse for fodbold, herunder indendørs firmafodbold, har de givet plads for mange lærlige fra den lokale fodboldklub, og de mange fodboldpokaler på kontoret vidner om, at det har været en god ide.

- Vi er nu på lærling nummer 36 og ser en stor opgave i at uddanne de unge mennesker. Jeg har selv undervist i murerfaget, i mange år på teknisk skole (EUC Nordvestsjælland) i Holbæk. Da branchen kræver at man har god modstandskraft over for blandt andet vejr og vind, er der ikke mange kvinder i faget, men jeg har oplevet kvindelige elever på skolen, som var imponerende dygtige, både teoretisk og praktisk, fortæller Walther Jensen.

Klimaforandringerne kan mærkes

Igennem de sidste år, har brødreparret bemærket at vejret har drillet mere og mere. Der er langt flere dage, hvor deres medarbejdere må gå hjem på grund af regnvejr, for så kan man ikke mure. De havde hellere set at det var tørt og koldt, for man kan mure indtil temperaturen når ned på omkring fem frostgrader.

- Vi kan sagtens mærke klimaforandringerne og det er dyrt for os som virksomhed, påpeger de.

Om fremtiden siger de ikke ret meget, men håber at firmaet bliver i familiens eje, når de selv vælger at gå på pension.

Fjerde og femte generation af familien Jensen's murere er allerede udlært, så der er stor sandsynlighed for at deres ønske kommer til at gå i opfyldelse en dag.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...