FAKTA: Fodbold-EM er spredt ud over 12 lande

København beholder sit værtskab for fire kampe ved næste års udskudte fodbold-EM.

København beholder sit værtskab for fire kampe ved næste års udskudte fodbold-EM.

Bliv klogere på fodbold-EM, der på grund af coronavirus er rykket fra sommeren 2020 til sommeren 2021:

* I anledningen af 60-årsjubilæet for europamesterskabet vil Uefa have spredt slutrunden ud i hele Europa.

* I 2014 blev Parken i København valgt som en af 12 EM-arenaer. De øvrige 11 værtsbyer er: London, München, Rom, Baku, Sankt Petersborg, Budapest, Bukarest, Amsterdam, Bilbao, Glasgow og Dublin.

* På grund af coronavirus valgte Uefa i marts at udskyde EM-slutrunden et år, så den spilles i sommeren 2021. EM begynder 11. juni i Rom og slutter 11. juli i London. Dermed begynder EM en dag tidligere og slutter en dag tidligere i kalenderen end i 2020-planen, men programmet for gruppekampe og knockoutkampe følger ikke nødvendigvis den oprindelige plan fra 2020. Datoer og klokkeslæt for kampene skal genbekræftes af Uefa.

* Udskydelsen har givet bøvl for Københavns værtskab, da Tour de France-starten også afvikles i den danske hovedstad næste år. Efter flere ugers forhandlinger mellem arrangørerne af de to megaevents og Københavns Kommune er parterne kommet frem til en løsning, så begge dele kan afholdes i byen næste år.

* Parken lægger græs til Danmarks tre gruppekampe mod Finland, Belgien og Rusland. Derudover skal der også spilles en ottendedelsfinale i nationalarenaen, men den kan Danmark ikke blive deltager i.

* Der er seks EM-grupper med fire hold i hver. De to bedste i hver gruppe samt de fire bedste af de seks treere kvalificerer sig til turneringens ottendedelsfinaler.

* Der er fundet 20 af de 24 deltagende nationer. De sidste fire nationer skulle være fundet ved playoffkampe i slutningen af marts, men de playoffkampe er udskudt på grund af coronavirus.

Kilde: Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

Et mareridt for de danske landsholdsspillere og landsholdsfans er forbi. De kan glæde sig over, at København beholder sit værtskab for fire kampe ved EM i fodbold næste år, herunder Danmarks tre gruppekampe.

Her er en tidslinje over mere end syv ugers kamp for at bevare Københavns EM-værtskab:

* 17. marts: Efter flere dage med tiltagende rygter meddeler Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), at EM er udskudt fra sommeren 2020 til sommeren 2021 på grund af coronavirus. Alle værtsbyer skal senest 30. april bekræfte, at de ønsker at beholde værtskabet.

* 17. marts: I timerne efter udsættelsen sår Dansk Boldspil-Unions (DBU) formand, Jesper Møller, tvivl om, hvorvidt København kan beholde værtskabet.

* 23. marts: Der fyres 30 medarbejdere i den danske Euro 2020-organisation. De resterende ti medarbejdere skal arbejde med at skabe forudsætninger for, at København kan beholde EM-værtskabet.

* 3. april: DBU meddeler Uefa, at fodboldforbundet, Sport Event Danmark, Københavns Kommune og Parken fortsat er interesseret i EM-værtskabet. Jesper Møller siger dog samtidig, "at der fortsat er et godt stykke vej endnu til en endelig aftale".

* 23. april: Jesper Møller vurderer det som 50/50, om København beholder EM-værtskabet. Dagen efter påpeger han, at hans sandsynlighedsvurdering faktisk er dobbelt så optimistisk, som den var en måned forinden.

* 26. april: Tour de France-arrangøren bekræfter, at Tour-starten i København begynder 2. juli næste år som planlagt. Det er Tour-starten, som giver problemer for EM, fordi begge megaevents ønsker stor synlighed i Københavns gader i ugevis i sommeren 2021.

* 29. april: Efter at have knoklet i døgndrift for at få enderne mellem Tour-arrangør ASO og EM-arrangør Uefa til at mødes får DBU dagen før deadline forlænget svarfristen til Uefa indtil 8. maj.

* 7. maj: DBU bekræfter endegyldigt sit EM-værtskab over for Uefa som den sidste af de 12 EM-værtsbyer, så der både vil være EM-kampe og Tour de France-start i den danske hovedstad næste sommer.

Kilder: Uefa, DBU, DR og Ritzau.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...