Specialbutik i Stenløse jubler over pris: "Nu går vi selvfølgelig efter det hele"

"Det er virkelig et stort skulderklap. Vi er meget taknemmelige for denne pris," siger Carsten Nielsen fra butikken Skjold Burne/Centerkiosken i Egedal Centret, der mandag formiddag blev kåret til "Månedens Butik" for maj

"Det er virkelig et stort skulderklap. Vi er meget taknemmelige for denne pris," siger Carsten Nielsen fra butikken Skjold Burne/Centerkiosken i Egedal Centret, der mandag formiddag blev kåret til "Månedens Butik" for maj

Der er sket en hel del siden 1975, hvor Skjold Burne/Centerskiosken slog dørene op til sin dengang nye butik i det daværende Stenløse Center, som stadig var i sin spæde start.

"Ja, det er godt nok nogle år siden. Sammen med blandt andre tøjbutikken La Strada var vi de første hernede," siger Carsten Nielsen, der sammen med sine søskende Brian Nielsen og Anette Andersen ejer og driver den lokale Skjold Burnme-butik.

"Vi overtog den fra vores forældre i 1991, så vi har efterhånden haft butikken i mange år," siger Carsten Nielsen.

Snakken om de "gode gamle dage" kan vare i flere timer, men denne mandag formiddag er Lokalavisen Egedal kommet på besøg af helt andre årsager.

Skjold Burne/Centerkiosken er nemlig kåret til "Månedens Butik" for maj - en pris, der uddeles af Lokalavisen Egedal og Danske Bank Egedal.

"Det er vi meget glade for. Det er et stort skulderklap, og vi er super beæret og taknemmelige over prisen. For to år siden blev vi kåret til "Årets Skjold Burne-butik", og nu går vi selvfølgelig også efter at blive "Årets Butik". Vi skal være ambitiøse," siger en smilende Carsten Nielsen, da han sammen med sin bror og søster modtager diplom, blomster og anerkendelse fra Lokalavisens salgschef Peter Darum og filialdirektør Helen Kuhre.

Integreret del af centeret

Sidstnævnte kunne oplyse, at butikken havde fået stribevis af flotte nomineringer på Lokalavisens facebookside.

"I er en integreret del af centeret og driver en lækker specialbutik - en butik, som kunderne elsker. Kunderne har blandt andet skrevet, at I driver en hyggelig forretning, der yder en fantastisk service - og også har gjort det under corona-krisen, hvor I har bragt ud. I har et fantastisk udvalg, leverer en betjening i top, og giver en god og grundig vejledning. Derudover afholder I lokale arrangementer uanset om det er vin, whisky eller gin," sagde Helen Kuhre i sin tale.

Og sandt er det, at Skjold Burne har udviklet en forretning, hvor man stadig råder over et kiosk-sortiment, men hvor fokus også er rettet mod det at være specialbutik.

"Kiosk-delen er stadig vigtig for os, men vi har flyttet os i den retning, hvor vi i dag i høj grad er en specialbutik. Vi har en masse forskellige øl, vin, gin og rom-mærker, og vores styrke ligger i, at vi tager os tiden til at fortælle kunderne om vores udvalg. De kan komme herned og få en sludder om mærket, og så kan de få lov til at smage. Det handler om at tage sig tid til at imødekomme kundens behov. Det er også en fordel, at Brian, Anette og jeg kan supplere hinanden, så vi holder hele tiden et højt niveau, hvis én af os ikke lige er i butikken," siger Carsten Nielsen, der nævner, at den lokale butik på femten år har afviklet godt og vel 200 arrangementer, hvor kunderne har smagt alt fra gin til rom og øl.

"Vi har haft gin-festival, portvin-festival samt rom- og øl-smagning. Det er altid nogle gode arrangementer, hvor kunderne kan komme tættere på den gin eller den vin, som de nu engang overvejer at købe. De arrangementer kommer vi til at fortsætte med," siger Carsten Nielsen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...