Fra i dag er det igen muligt for landets træningscentre at invitere medlemmerne tilbage til løbebånd og træningsmaskiner efter at have været lukket ned siden midten af marts.
Det sker efter, at regeringen og Folketingets partier i lørdags blev enige om en ny aftale for indendørs træningsfaciliteter.
Og i Kalundborg blev der allerede fra morgenstunden løftet vægtstænger og lavet kropshævninger hos CrossFit Kalundborg og Yogastudio, hvor medlemmerne nu igen kan dyrke individuel træning indenfor.
- Det betyder meget for os, at vi kan få lov til at lukke op for indendørs træning igen - det er virkelig noget, der har været savnet - både af os og vores medlemmer, fortæller Shannie Da Silva, der sammen med manden Michael Da Silva åbnede crossfitstudiet i Casa Danicas bygninger på Hareskovvej i Kalundborg i begyndelsen af marts.
De havde derfor kun holdt åbent i 11 dage, da coronapandemien lukkede Danmark ned.
- I starten tænkte vi bare, at det var 14 dage, men så blev det yderligere 14 dage og så videre, så det var da lidt sådan en kold spand vand i hovedet, fortæller hun.
Heldige med pladsforhold
Efter to måneders nedlukning, åbnede ægteparret den 11. maj for udendørs holdtræning på den store parkeringsplads foran studiet, hvor der lige siden har været fire daglige hold. Nu glæder parret sig over at kunne åbne for individuel træning indenfor og fra næste uge at kunne åbne alle indendørs hold.
- Vi er heldige, at vi har så meget plads, så vi kan snildt opfylde de retningslinjer, der er kommet, siger hun og henviser til Kulturministeriets retningslinjer for genåbning af idrætsfaciliteter. De lyder blandt andet på, at der maksimalt må være en person, der træner, per fire kvadratmeter, og at fælles redskaber og remedier bør rengøres mellem forskellige brugere.
Derfor bliver man som det første ved studiets indgang også mødt af klude og desinfektionsmiddel, som medlemmerne kan bruge til at rengøre alt fra vægte og stænger til bolde og maskiner, når de er færdige med deres øvelser.
Træningsmåtter og klatretorve er blevet taget ud af funktion, da de er svære at rengøre, men medlemmerne kan taget deres eget udstyr med.
En glædens dag
48-årige Ida Foxby fra Holbæk, er et af de medlemmer, der var mødt op til træning mandag formiddag.
Hun er både medlem af CrossFit Holbæk og CrossFit Kalundborg og Yogastudio og træner typisk fem gange om ugen. Under coronanedlukningen har hun trænet med et sjippetov, en kettlebell og et underlag i sin private lade, men nød mandag at være tilbage i et studie.
- Jeg plejer at gå på hold, det elsker jeg, så derfor har det været endnu mere nederen at træne alene hjemme i laden, fortæller hun.
Siden midten af maj har hun deltaget i holdtræning udenfor og kalder det nu »fantastisk« igen at kunne træne med studiets vægte og udstyr indendøre, også selvom det ikke er på et hold.
- Selvom det er en lidt atypisk dag for mig, er det en glædens dag, jeg har helt klart savnet at hænge i en barre, siger hun med et stort smil, imens hun viser, hvordan den hårde hud på håndfladerne gradvist er forsvundet under corona.
Selvom der skulle bruges meget tid på at afspritte udstyr efter træningen, glæder Ida Foxby sig over efterhånden at være tilbage til normale tilstande.
- Det, som, jeg kan mærke, er rart, er, at jeg føler, at nu er vi tilbage, nu er corona et overstået kapital, og nu er alting ikke et alternativ for at overleve, siger Ida Foxby, der til daglig arbejder som kostvejleder.