Partnerne bag kæden Sushi2500, Helene W. Andreasen og Rune Nielsen, har flyttet de private og erhvervsmæssige teltpæle til Roskilde, og til maj åbner de hovedkontor på Langebjergvænget. På billedet har de netop fået overdraget lejemålet.
Rune Nielsen fortæller, at han oprindeligt kommer fra Roskilde, og at han er meget glad for igen at bo i domkirkebyen, mens Helene er nyslået roskildenser.
For dem var det ganske naturligt at flytte hovedkontoret, fordi de får tættere til arbejdspladsen, ligesom to ud af deres fem sushitake-aways, ligger henholdsvis i midtbyen og i Trekroner.
Første gang Sushi2500 så dagens lys var i Valby, hvor partnerne har to butikker, i 2014 åbnede de på Frederiksberg og en sjette butik slår dørene op i maj.
Vil forkæles
Trods det, at de fleste kæmper for deres forretning her under coronakrisen, går det godt hos Sushi2500, fortæller Rune Nielsen.
- Folk vil heldigvis stadig gerne forkæle sig selv og bruge penge på mad.
Han fortæller, at han i starten var bange for at skulle lukke ned, for det ville betyde, at han ville være tvunget til at sende 70 medarbejdere hjem.
- Det blev heldigvis ikke nødvendigt, og vi kan stadigvæk klare os selv uden brug af coronapakke, siger Rune Nielsen.
