I løbet af de næste par uger bliver eleverne på Skolen ved Havet daglige tilskuere til et større byggeprojekt i Lynæs. Privatskolen er nu klar til at sætte spaden i jorden, så skolen i løbet af næste skoleår kan slå dørene op til en skole, der er mere end dobbelt så stor som den nuværende. Den nye tilbygning bliver på 379 kvm fordelt på to etager, beretter privatskolen i en pressemeddelelse.
Da Skolen ved Havet åbnede til første skoledag i sommeren 2017 i en tidligere børnehave var det med 37 elever et tal, der steg til 45 i løbet af den første måned, og siden har skolen oplevet en støt tilgang af elever til i dag cirka 120 elever.
Sidste sommerferie voksede skolen ud af de eksisterende rammer i den gamle Lynæs Børnehave på Lyngbakken i Lynæs, og etablerede en satellitafdeling i den gamle Vibehus Børnehave på Vibehusvej ved Vibehus trinbræt. Her har skolens fire ældste årgange haft deres klasseværelser hele dette skoleår, mens skolens medarbejdere har pendlet mellem de to matrikler. Ydermere er der installeret en undervisningspavillon på skolens store legeplads på Lyngbakken.
Dobbelt op på kvadratmetre
Der udvides med en tilbygning i to etager, hvilket vil udvide de eksisterende 333 kvm med yderligere 379 kvm. Den nye tilbygning kommer til at rumme fire klasseværelser, to grupperum, et stort samlingsrum, lyse fællesarealer og nye toiletter.
Desuden graves et eksisterende, ubenyttet kælderlokale på 70 kvm ud af en skrænt, og åbnes op med vinduer ud mod legepladsen. Det samlede regnestykke lander på 449 nye kvadratmetre, og alt bygges med fuld handicapadgang.
Tilbygningen etableres på skolens legeplads med en taghøjde som den eksisterende bygning, og vil derfor være en meget diskret ændring i det rolige og hyggelige beboelseskvarter på Lyngbakken. Legepladsen ligger i en stor fordybning, og bygningen bliver derfor to etager høj, når man ser den nede fra legepladsen. Samtidig bliver den knap synlig for forbipasserende, når man ser den ude fra vejen.
Da Skolen ved Havet åbnede i 2017, indså ledelse og bestyrelse hurtigt, at de eksisterende rammer ville blive en begrænsning grundet den store søgning, skolen oplevede. De begyndte derfor at arbejde henimod den nye tilbygning kun få måneder efter skolens åbning. Alligevel er der gået mere end to år, inden gravemaskiner, murere, elektrikere og tømrere kan slippes løs på Hundesteds privatskole.
Det har været en mere tidskrævende proces, end vi regnede med, fortæller skoleleder Charlotte Hertel Kristiansen.
Vi er egentlig ikke snublet på noget tidspunkt i processen; alt er gået efter planen, men hvert led har taget længere tid end beregnet. At få tegnet lokalplan, få den politisk behandlet med nabohøringer og hvad der ellers hører til, tager tid. Miljøundersøgelse, dialog med arkitekt, forskellige byggeteknikker, dialog med entreprenører, indhentning af tilbud har selvfølgelig også taget tid"
"Så er der selve byggetilladelsen og for at det ikke skal være løgn, har vi også skiftet ejer i processen. Købsforhandlinger og overtagelse af byggeprojekt mellem gammel og ny ejer har også taget tid, men det hele er faldet så godt ud, og vores byggeprojekt er fuldt finansieret på nogle vilkår, der gør, at skolen kan fortsætte sin gode og stabile udvikling.
Lyngbakken 16 er blevet opkøbt af Ejendomsselskabet Togsverd, Glostrup, per 1. februar 2020. Indehaver Sven Togsverd har tidligere støttet Skolen ved Havet ved at stille likviditet til rådighed for skolen tilbage i 2017, da skolens økonomi skulle etableres.
Togsverd har engageret sig i Skolen ved Havet, da han med egne ord: Kender nogle søde børn på skolen, og synes det er et super projekt sådan en skole ville jeg ønske, at jeg selv havde gået i, da jeg var dreng!.
Togsverd kender lokalområdet i Halsnæs særdeles godt, da han sammen med sin hustru har sommerhus i Kregme. Sven Togsverd ejer DanskAvistryk a/s, der blandt andet trykker Halsnæs Avis hver uge.
Åben Dør for alle op til sommerferien
Traditionen tro holder Skolen ved Havet en række Åben Dør-arrangementer i foråret. Åben Dør er eftermiddage, hvor skolens hoveddør står åben, der er kaffe og saftevand på kanden til alle, der har lyst til at se skolen og møde medarbejdere, bestyrelsesmedlemmer og kontaktforældre.
Normalt er det overvejende familier, der overvejer at skrive deres børn op til skolen, der kigger forbi, men Charlotte Hertel Kristiansen vil i år opfordre alle til at kigge forbi i byggeprocessen: Alle er velkomne til at komme og se det nye skolebyggeri. Vi har altid lagt vægt på, at Skolen ved Havet er en skole for hele lokalområdet uanset om man har børn eller børnebørn til at gå her og derfor kan alle stikke hovedet ind, hvis de har lyst til at se, hvordan vores skole udvikler sig. Vi har masser af håndsprit og håndvaske alle steder, så Åben Dør kan afvikles fuldt forsvarligt.
Byggeområdet bliver utilgængeligt for alle, der ikke arbejder på projektet, men vil kunne ses inde fra skolen. Skolen ved Havet har venteliste til to klassetrin, og der er kun få pladser tilbage på de resterende.