Herlufsholm Idrætscenter danner rammen, når Mærk Næstved Sport Awards løber af stablen igen i aften. En række idrætsudøvere er nomineret i de i alt otte kategorier, heriblandt 14-årige Alberte Greve, som er indstillet til titlen som Årets Kammerat.
- Det er fedt at vide, at de andre synes, jeg er en god kammerat. Jeg synes faktisk, det betyder lige så meget som at vinde en guldmedalje til DM, siger hun.
Og at vinde guldmedaljer er noget, som Alberte Greve er vant til. Hun dyrker inline speedskating, hvor der hvert år afholdes DM på tre forskellige underlag. Hun har de seneste fire år vundet guld til samtlige mesterskaber.
- Det er en fed sportsgren, fordi det er vildt og lidt risky. Det minder lidt om banecykling, når man kører 30 på samme tid og ligger virkelig tæt op ad hinanden med 35 til 40 kilometer i timen, forklarer hun.
Det har da også kostet en del knubs gennem de ti år, hun har dyrket sporten. Det er blandt andet blevet til både en flækket hage og et brækket håndled.
De fleste mennesker har det ikke godt med at skulle rose sig selv i alt for kraftige vendinger, men Alberte Greve gør alligevel et forsøg på at forklare, hvorfor hun er så god en kammerat:
- Jeg snakker godt med alle, og jeg prøver altid at være positiv og glad. Man skal kunne have det sjovt, selvom man er seriøs omkring sin sport, mener hun.
Derefter fremhæver hun på bedste kammeratlige vis det gode sammenhold, der er i klubben.
- Det er som en ekstra familie for mig og mine bedste venner. Man kan være 100 procent sig selv. Vi laver mange ting sammen i fritiden - ser gyserfilm og spiller brætspil. Og det gør vi, selvom vi er blandet både drenge og pige i forskellige aldersgrupper. Jeg er faktisk den yngste på eliteholdet, hvor den ældste i gruppen er 20 år.
Holdkammeraten Sara Koefoed Jensen på 17 år er på besøg hos Alberte Greve samtidig med Sjællandske, og hun håber naturligvis, at veninden ender med at tage prisen i aften.
- Det har hun fortjent. Hun er altid positiv, glad og smilende, og hun er hjælpsom, hvis man har brug for råd omkring det tekniske. Vi tænker overhovedet ikke over aldersforskellen - vi er ret tætte alle sammen. Og så er Alberte bare en god kammerat, siger hun.
- Ja, jeg er vist god til at få jer til at grine, også fordi jeg kommer til at sige nogle dumme ting engang imellem, indskyder Alberte Greve og griner.
Hun krydser selvfølgelig også fingre for, at hendes navn bliver råbt op, når hun i aften skal til Mærk Næstved Sport Awards.
- Det ville være mega fedt, og jeg ville blive virkelig glad for at få prisen. Den skiller sig jo ud, og jeg er ikke vant til at vinde den slags. Det ville være helt unikt, slutter hun.