Signe Haahr Petersen
I 1995 fik organist Søren Christian Vestergaard en god idé.
Han samlede en flok børn i Jægersborg Kirke og satte dem til at synge, og dermed slog han tonen an til det, der senere skulle blive Det Danske Pigekor.
Gennem de 25 år, der er gået siden, har projektet knopskudt og tæller nu i alt fire kor: Det Danske Pigekor, Det Danske Spirekor, Det Danske Børnekor og Det Danske Juniorkor.
Godt og vel 250 børn og unge i alderen 6-20 år synger sammen hver uge, og de gør det ikke kun i Jægersborg, men også i kirkerne i Gentofte og Ordrup.
Samspil frem for solo
"I starten lavede vi alting selv og var afhængige af hjælp fra en masse frivillige forældre. Vi var jo pionerer," siger chefdirigent Pia Boysen, som overtog korarbejdet fra Søren Christian Vestergaard i 2003.
Ifølge hende kan kormusik noget helt særligt.
"Det er meget eksistentielt at synge i kor. Det er så livgivende. Der opstår en energi i samspillet, et fællesskab, som er vigtigt. Der er så meget i dag, som er individualiseret. Det er vigtigt, at ikke alt i verden handler om at synge solo og om at få 12," siger hun og forklarer, at når et kor skal lyde godt, fokuseres der ikke på den enkelte sanger, men på helheden:
"Vi har alle en stemme. Vi kan alle være med. Det kan godt være, nogle synger bedre end andre, men når vi synger sammen, skaber vi en flot lyd."
Stemmen som ventil
At synge i kor kan også give en række sidegevinster, mener Pia Boysen. Du lærer at optræde for andre, du lærer den danske salmeskat, og så lærer du at komme ud med de følelser, du går rundt med indeni.
"Når alt brænder på i et menneskeliv, som det gør engang imellem, kan musikken give os glæde. Vi er allesammen født med et instrument - stemmen. Og jeg tror på, at det er vigtigt, at børn får lov til at udtrykke sig, og i koret bliver de samtidig en del af noget større, hvor de også bare kan flyde lidt med," siger hun og fortsætter:
"Det er mental hygiejne at synge i kor. Der sker en udrensning."
Hvis det stod til chefdirigenten, sang alle børn i kor.
"Vi vil gerne samarbejde mere med folkeskolerne herude. Det ville være ret visionært og helt fantastisk, hvis alle børn fik lov til at opleve musikken på den måde. Og ikke kun dem, som har forældre, der sender dem til kor."
Det Danske Pigekor fejrer sit 25 års jubilæum med en stor koncert søndag den 2. februar kl. 16 i Jægersborg Kirke med efterfølgende reception. Her vil det nuværende pigekor optræde i selskab med 40 tidligere medlemmer af koret. Det store jubilæumskor vil være under ledelse af dirigenterne Clara Smedegaard og Pia Boysen.
Det er gratis at deltage.
Koret er forankret i et samarbejde mellem Jægersborg Kirke, Ordrup Kirke og Gentofte Kirke og har med tiden udviklet sig til en hel korskole, der også rummer Det Danske Spirekor, Det Danske Børnekor og Det Danske Juniorkor - i alt cirka 250 børn og unge mellem 6 og 20 år. I pigekoret kan du være med fra 8. klasse og opefter.
Pigekoret akkompagneres af kirkernes organister og har to dirigenter tilknyttet plus en pianist og sangpædagog samt administrator/korproducent.
Koret optræder blandt andet ved de tre kirkers højtider, har medvirket i flere CD-indspilninger, har rejst på talrige koncertrejser i både ind- og udland og er fast tilknyttet Den Kongelige Opera.