- Så glad ser man ud, når man er valgt til folketingskandidat i Egedalkredsen.
Sådan skriver socialdemokratien Matilde Powers på sin facebookprofil.
Dermed står det klar, at byrådsmedlemmet i Furesø Kommune har vundet urafstemningen om folketingskandidaturet over Muhammed Bektas, der ligeledes er byrådsmedlem i Furesø.
Nye retningslinjer for opstilling, ny opstillingsproces og hele tre opstillingsmøder har givet Egedalkredsen en ny folketingskandidat. Med 56,3 pct. af stemmerne løb Matilde Powers med sejren.
Formand for Socialdemokratiet i Egedal kredsen, Morten Thorup, er tilfreds med den proces, som kredsen har været igennem.
- Vi har siden Folketingsvalget i sommers været i en længere proces med at vælge en ny folketingskandidat. Vi startede med en workshop for alle bestyrelsesmedlemmer i det tidlige efterår for at sætte retningslinjer for opstilling. vi havde et ekstraordinært repræsentantskab i november for at beslutte opstillingsprocessen og så har vi haft en lang opstillingsperiode frem til jul og afholdt tre velbesøgte opstillingsmøder, forklarer han i en pressemeddelelse.
Han er glad for, at kredsen igen har en folketingskandidat, så arbejdet med et kommende folketingsvalg kan komme i gang.
- Vi vil have et folketingsmedlem her i kredsen og det mener jeg, at Matilde kan blive.
Matilde Powers er naturligvis rigtig glad for udfaldet af afstemningen.
- Jeg er meget glad og dybt beæret over den tillid som socialdemokratiets medlemmer har vist mig. Jeg ser virkelig meget frem til at udvikle og diskutere politik og vores drømme for Danmark, overalt i Egedal og Furesø, siger hun.
Der var 402 stemmeberettigede, hvor 203 stemte, heraf 4 blanke stemmer. Det giver en stemmeprocent på 50,5%.
Muhammed Bektas 43,7% (87) og Matilde Powers 56,3% (112)
