Apoteker Jens Ole Jakobsen har solgt Elefant Apoteket til apoteker Trine Frost fra Nykøbing. Hun vil i fremtiden drive begge apoteker.
Trine Frost, 41 år, bor nær Roskilde. Indtil hun i 2013 blev apoteker i Nykøbing, var hun ansat på Roskilde Svane Apotek.
Hele personalet - knap 20 ansatte - på Holbæk Svane Apotek fortsætter under den ny apoteker. Hun har et personale på samme størrelse på apoteket i Nykøbing.
Selv vil hun efter overtagelsen af apoteket på Ahlgade 32 til at begynde med være mest i Holbæk.
- Jeg skal jo gerne hurtigt lære mit nye personale at kende, siger Trine Frost: - Derefter vil jeg være på hvert af apotekerne to-tre dage hver uge.
Overtagelsen af Elefant Apoteket markeres den 1. april dels med 20 procents rabat på alle porodukter ud over medicin - medicin må man ikke give rabat på. Desuden vanker der goodiebags med cremer og hudplejeprodukter til de første 25 kunder.
Holbæk Elefant Apoteks statelige bygning på byens hovedstrøg blev renoveret for få år siden og er et markant og flot bygningsværk i Holbæk.
Elefant Apoteket blev oprettet den 7. Marts 1705, men lukkede allerede igen i 1714. Seks år frem var byen uden apotek, men i 1720 blev der igen etableret apotek, og det har lige siden haft til huse samme sted, hvor der siden har været drevet apotek.
Jens Ole Jakobsen, 63 år, går på pension, når Trine Frost overtager apoteket. Han har drevet det siden 2002 og overtog det fra Kjeld Andersen, som var apoteker i årene 1975-2002 og efterfulgte sin far, Carl henry Andersen, som var apoteker 1952-75.
Det er fortsat familien Andersen, der ejer bygningen, så apoteket bor til leje i bygningen.