SIF's engagerede cheftræner takker af

Efter mere end 10 år som cheftræner for klubbens bedste seniorer, takker Henrik 'PK' Rohde af. Han afløses 1. august af Joachim Fischer

Efter mere end 10 år som cheftræner for klubbens bedste seniorer, takker Henrik 'PK' Rohde af. Han afløses 1. august af Joachim Fischer

Det var noget af en nyhed, SIF breakede den 22. april, hvor det på klubbens Facebook-side stod at læse, at den mangeårige succes-træner Henrik 'PK' Rohde stopper som træner. 'PK', som han blot kaldes og derfor er kendt som, har i den grad skovserblod i årerne og er om nogen synonym med den succes, klubben har haft i de seneste sæsoner på badmintonsiden.

Desværre blev det for ham personligt et lidt tamt punktum, da Skovshoved som bekendt sluttede uden for top 4, og dermed gik glip af de afgørende finalekampe.

Kuriøst, så bliver der ikke spillet om guld i år på grund af den aktuelle Corona-situation, hvilket desværre også betyder, at PK får udsat sit - endnu ikke nærmere oplyste - udlandseventyr.

Udlandet kaldte på PK

At PK og SIF nu skilles, sker fordi cheftræneren meget gerne vil forfølge en badmintonmæssig mulighed, der indebærer, at han vil være ude af Danmark i længere perioder. Så efter mere end 10 år, vil han ikke længere fungere som klubbens seniorcheftræner.

SIF og PK havde allerede inden Coronakrisen aftalt, at han i de perioder, han var i Danmark fortsat kunne være til rådighed ,og den periode har den aktuelle situation i Danmark nu forlænget drastisk. Men det bekymrer ikke PK.

"Mit udlandske eventyr er desværre blevet udsat indtil videre. Derfor bliver det ikke til noget i første omgang. Det er selvfølgelig ærgerligt, men det vi har været igennem, var jo umuligt at forudse.

Og der er mange andre, der får det meget værre end at få udsat et job", indleder den afgående cheftræner der ikke et sekund har fortrudt.

"Klubben og jeg havde lavet en aftale med Joachim Fischer som skulle 'overtage' cheftrænerrollen, og når man har sagt A, siger man også B og holder sig til aftalen", fortsætter PK, der er ret overbevist om, at hans afløser Joachim Fischer er den rette mand til at tage over.

"Med hans kendte fighter-gen på banen er jeg ikke i tvivl om, at han også kan omdanne dette til noget brugbart udenfor banen. Men det er en stor stilling, der kræver en del, derfor er det også held i uheld at jeg ikke kommer af sted i første omgang. Klubben har nu fundet en mindre stilling til mig, som indeholder dels noget ungsenior træning og dels at hjælpe Fischer på vej med vores efterhånden store træningsmiljø.

Så jeg vil forsat være at finde i SIF nu, bare ikke som cheftræner" fortæller han videre, og lader tankerne gå tilbage på alt det, han har været en del af igennem mere end 10 år. Faktisk noget af en rejse, som han selv formulerer det.

En fantastik rejse

Tilbageblikket på 10 år i cheftrænersædet i SIF har virkelig været noget af en rejse, indleder PK og starter sit tilbageblik:

"Jeg blev ansat som fuldstændig uerfaren seniortræner, uden uddannelse og ret meget kendskab til elitemiljøet. Men her 10 år efter, har jeg taget alle Badminton-Danmarks trænerkurser incl deres to års elitetræner-uddannelse", siger han og kan notere sig en masse højdepunkter undervejs: En oprykning til Liga fra 1. division, to guldmedaljer, en finale, der dog ikke blev spillet, og fire sølvmedaljer.

Desuden kan han se tilbage på en historisk god holdplacering i klubben, hvor de fire bedste seniorhold i klubben ikke kan komme højere i deres respektive rækker (Liga, 1. division, 2. division og 3. division) Men det er også blevet til en række personlige milepæle for PK.

"Jeg har fulgt en del spillere til dørtærsklen på Elitecenteret i Brøndby igennem min periode i klubben, men vigtigst af alt, skabt et træningsmiljø i klubben så spillere lige udenfor elitecenteret kan udvikle sig og følge deres drøm. Og måske det, jeg er mest stolt over, nemlig at involvere spillerne i alt det her. Så over 40 holdspillere bruger Skovshoved og sporten til lige det der passer deres drømme og dagligdag" lyder det med slet skjult, men også fortjent, stolthed fra PK, der dog også bruger tilbageblikket på at takke sponsorerne for opbakning gennem tiden.

"Men også en stærk ledelse samt mange frivillige kræfter har fået Skovshoved Badminton til at være en af de førende klubber i Danmark på alle parametre. Så det er virkelig en solid og fin vare, jeg videregiver til Joachim Fischer", lyder det afslutningsvis og med et stort smil fra PK.

Joachim Fischer vil 1. august formelt overtage cheftræner-rollen samtidig med, at han vil figurere på holdkortet på førsteholdet.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...