Forkert affaldssortering kan give bøder

I flere kommuner er der indført gebyr, hvis borgerne ikke kan finde ud af at komme affaldet i den rigtige container

I flere kommuner er der indført gebyr, hvis borgerne ikke kan finde ud af at komme affaldet i den rigtige container

Stina Askholm Mellerup, Videncentret Bolius

Virkeligheden er nogle gange ikke så langt fra fantasien. Videncentret Bolius' aprilsnar 2020 handlede om, at du kunne få en bøde, hvis du sorterede dit affald forkert og for eksempel blandede plastik med husholdningsaffald.

Det er ikke helt ved siden af.

En række danske kommuner har nemlig indført mulighed for at udstede bøder, hvis borgerne ikke kan finde ud af at følge affaldsreglerne og sortere korrekt. Der er dog ikke tale om lige så strikse regler som i aprilsnarren.

Dækker omkostninger

"Der er som sådan ikke tale om en bødestraf, men kommunerne har mulighed for at indføre et gebyr for ukorrekt håndtering af affald. Gebyret skal dække de ekstraomkostninger, som kommunerne har haft, hvis borgerne har sorteret affaldet forkert - for eksempel til ekstra tømninger. Derudover er der i nogle tilfælde mulighed for at få en bøde fra politiet, hvis borgeren undlader at sortere i overensstemmelse med de affaldsordninger, der er etableret i borgerens kommune," fortæller Signe Grandt Adsersen, fuldmægtig i Center for forsyning under Energistyrelsen.

Det er kommunerne, der har ansvaret for at håndtere og fastsætte regler for sortering af affald, og det ansvar er reguleret af to bekendtgørelser: den såkaldte Affaldsaktørbekendtgørelse under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og Affaldsbekendtgørelsen under Miljøministeriet.

Det betyder overordnet set, at kommunerne er forpligtede til at udarbejde et regulativ for husholdningsaffaldet, hvor det fremgår, at du som borger skal sortere dit affald i forskellige affaldsfraktioner, for eksempel dagrenovation, plastik, pap osv.

"Kommunerne har med visse undtagelser ret vide beføjelser til at bestemme, hvordan affaldet skal sorteres, og om fraktionerne indsamles ved husstanden eller eksempelvis skal afleveres på genbrugspladsen - og også, om de gennem gebyrer vil indhente eventuelle ekstraomkostninger, hvis borgerne ikke sorterer korrekt. Kommunerne kan også etablere ekstra indsamlingsordninger, så borgerne for eksempel skal sortere affaldet yderligere, og de har ret til at fastsætte forskellige regler for fx enfamilieshuse og etageejendomme," siger Signe Grandt Adsersen og fortsætter:

"Det skal bidrage til, at vi på tværs af Danmark så vidt muligt genanvender vores affald og ikke smider alt til forbrænding. Det er med til at mindske udledning af CO2, begrænse vores ressourceforbrug og skabe en cirkulær økonomi, hvor ressourcerne i affaldet kan bruges længst muligt."

Gebyr til boligforening

En af de kommuner, der har indført gebyr for forkert sortering af affald, er Albertslund på den københavnske Vestegn. Selvom muligheden for gebyr har eksisteret i kommunen siden 2015, er den kun blevet udløst en enkelt gang.

"I en boligforening var der over nogle måneder problemer med, at beboerne blandede affald, så det gav os nogle ekstra tømninger. Derfor udløste det et gebyr på 500 kr. til boligforeningen for hver ekstra tømning. Derudover er vi i øjeblikket på vej til at gribe til politianmeldelse over for to boligforeninger," fortæller borgmester i Albertslund Kommune, Steen Christiansen.

Ud over Albertslund Kommune kan også borgerne i bl.a. Egedal og Brøndby få gebyrer, hvis de sorterer deres affald forkert.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...