Svømmeforening indtager stranden og åbner Danmarks største svømmehal

Mens Hørsholm Svømmehal er under renovering flytter Hørsholm Svømmeforening aktiviteterne ned til Rungsted Strand, hvor de åbner Aquatlon Weeks for børn og unge. Foto: PR

Mens Hørsholm Svømmehal er under renovering flytter Hørsholm Svømmeforening aktiviteterne ned til Rungsted Strand, hvor de åbner Aquatlon Weeks for børn og unge. Foto: PR

Med lukningen af Hørsholm Svømmehal, der skal renoveres, læner Hørsholm Svømmeforening sig ikke bare tilbage.

De rykker i stedet til Rungsted Strand, hvor klubben skaber en ’svømmehal’ i det åbne vand, når udendørssæsonen starter den 28. maj.

Her tilbyder de blandt andet alle svømmeskolebørn og unge en sjov mulighed for at lære svømning i åbent vand i kombination med løbetræning - som de kalder Aquatlon Weeks.

- Vi bor i en kommune, hvor alle har kort vej til stranden. Det betyder, at det er vigtigt, at man lærer at gebærde sig i vandet. Og nu hvor svømmehallen er ved at blive renoveret, har vi i Hørsholm Svømmeforening besluttet at gøre en dyd af nødvendigheden. Vi rykker hele klubben ned på stranden og tilbyder alle vores medlemmer at være med, fortæller Kent Unold, der er formand for Hørsholm Svømmeforening.

Ingen vil fryse

På stranden undervises børnene en gang om ugen i sikkerhed, selvlivredning og tekniske færdigheder og i vandet af vores kyndige trænere.

Alle børn får udleveret en våddragt til låns, så ingen kommer til at fryse. Løbedelen foregår på Hørsholm Stadion, hvor børnene en gang pr. uge kan komme og ’lære’ at løbe samt få styr på åndedræt og løbeteknik.

- Vi har købt mere end 100 våddragter i forskellige størrelser, så der er nok til alle. På stranden vil vi sætte fokus på både motion, sjov og godt kammeratskab. Og så vil vi give børnene erfaring med at svømme i åbent vand under sikre forhold, siger svømmeformand Kent Unold.

Man kan læse mere på https://alletidersvand.dk - og er du medlem af Hørsholm Svømmeforening, er det gratis at deltage i aktiviteterne på stranden.

DKs største stævne

Søndag den 22. september sluttes Aquatlon Weeks-sæsonen af med Danmarks største Aquatlon-stævne, hvor alle børn og unge er velkomne til at deltage i stævnet.

Her skal deltagerne svømme en tur ved Rungsted Strand og herefter løbe en runde på havnen.

- Det bliver en fantastisk dag med medaljer til alle som deltager, og vores egne dygtige ungdomstriatleter fra Hørsholm TRI vil være til stede for selv at deltage og skabe god stemning, oplyser Kent Unold.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...