Igen lokalt salg af pensionistkort

Nu er det igen muligt at forny og købe pensionistkort i Korsør med personlig betjening to gange om ugen på Teglværkscenteret.

Bip! Huskede jeg at tjekke ud? Er der nu nok penge på kortet?

Den digitale og selvbetjente måde at bruge den kollektive trafik på med et elektronisk rejsekort kan stadig for flere især ældre borgere give anledning til både utryghed og spørgsmål. Derfor er et penionistkort i pap til fysisk fremvisning i bussen stadig for mange den foretrukne løsning.

Stop 1. marts 2019

Men siden 1. marts 2019 har det ikke været muligt at forny pensionistkort i Korsør. Det var nemlig 1. marts 2019, at Malak Ali overtog kiosken på Korsør Station efter Bente Cilleborg, hvorefter fornyelsen af pensionistkort ikke længere kunne ske på stationen. De ældre måtte derfor tage turen til 7/11-kiosken på Slagelse Station eller Bog & Idé på Algade i Skælskør.

Movia har arbejdet på en løsning i Korsør. Men både Føtex og kommunens borgerservice på Korsør Bibliotek afviste at have noget med fornyelse af pensionistkort at gøre. Alligevel endte det med en kommunal løsning, da der fra denne uge er indgået en aftale med Teglværkscenteret, hvor frivillige sørger for personlig betjening mandag og torsdag mellem klokken 10 og 13. Pensionistkort skal fornys hver tredje måned

En god løsning

- Det er en god løsning, for i bedste fald får vi kontakt til ældre, der måske ikke kender vores mange aktivitetstilbud i Teglværkscenteret, siger Lise Friberg, hvis arbejdstitel i aktivitetscenteret er specialist.

Hun tilføjer, at de ældre også kan få hjælp til at bestille og bruge de elektroniske rejsekort.

Faldende salg

Siden 2015 har Movia set et støt faldende salg i kort og billetter på salgssteder med personlig betjening, fordi udviklingen i digitale kort og billetter er gået stærkt, og mange kunder er hoppet med på de digitale kanaler.

Trods flere digitale kunder i den kollektive transport, noterer Movia, at de ikke-digitale ældre, borgere med forskellige sproglige udfordringer og socialt sårbare kunder fortsat har brug for hjælp til køb af pensionistkort på pap og personlig vejledning til at bestille et rejsekort.

- Det er vigtigt, at vores borgere kan benytte offentlig transport, og derfor er jeg glad for at Movia har indgået samarbejdet med aktivitetscentret. Det er en ny måde at samarbejde på, og jeg er spændt på at følge med i erfaringerne, så det måske kan virke som inspiration for andre nye samarbejdsformer, der kommer vores borgere til gode, siger borgmester John Dyrby Paulsen (S).

Socialt ansvar

Efter mere end to et halvt år uden personlig betjening og mulighed for fornyelse af pensionistkort, er det altså endelig lykkede Movia at leve op til et socialt ansvar.

- De allerfleste kunder har taget de digitale billettyper til sig. Men som offentligt mobilitetsselskab har Movia naturligvis også et socialt ansvar for at servicere de borgere på Sjælland, som har brug for personlig vejledning eller hjælp. Derfor er vi glade for, at vi nu har et samarbejde om fysisk billetsalg med personlig betjening sammen med Slagelse Kommune, siger Camilla Struckmann, som er direktør for Kommerciel & Kunder i Movia.

Movia er Danmarks største mobilitetsselskab årligt med med ca. 200 mio. kunder i busser, lokaltog og flextrafik. Movia ejes af de 45 kommuner og to regioner på Sjælland.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...