Køge Apotek er Køges suverænt ældste virksomhed, lige som det i øvrigt er blandt Danmarks ældste apoteker, og mandag 30. august kan apoteket fejre et markant jubilæum, når man runder 375 år.
Køge Apotek blev således etableret helt tilbage i 1646, og gennem alle årene har skiftende apotekere gjort deres for at holde historien ved lige i apoteket, som ligger på adressen Brogade 1, men som i dag i øvrigt også driver filialer ved Køge Station og i Solrødcentret.
Et sandstensrelief pryder fortsat indgangspartiet, mens to emblemer med Christian VI's monogram og apotekets svane er bevaret på facaden, selv om de er blevet flyttet i forhold til den oprindelige placering, og indehaver Peter Schjørring-Thyssen lægger meget vægt på at holde liv i apotekets rige historie.
- Der kommer stadig en gang i mellem kunder med små flasker og lignende, som de har fundet hjemme hos bedstemor. Det er sjovt, og vi samler det i små raritetskabineter rundt omkring i lokalerne, fortæller Peter Schjørring-Thyssen med et smil over en kop kaffe i mødelokalerne i den gamle hestestald i gården bag apoteket, hvor flere hylder bugner af flasker med gulnede "Kjøge Apotek"-etiketter indeholdende alt fra amerikansk olie til kamferdraaber og noget, der hedder noget så ildevarslende som skorpionolie.
Køge Apotek åbnede i sin tid faktisk på adressen Brogade 8, men flyttede ind i de nuværende rammer i 1665, og ejendommens nuværende kælderlokaler kan i øvrigt dateres helt tilbage til 1400-tallet, fortæller Peter Schjørring-Thyssen, mens han viser rundt i kælderen med smukke stenhvælvinger og et stengulv, der leder tankerne hen på danske herregårde.
I gamle dage var der blandt andet produktion af medicin i kælderen - det fortsatte helt frem til 1913, da produktionen af medicin blev overtaget af medicinalvirksomheder. Det fremgår blandt mange andre historiske detaljer af bogen om Køge Apotek, som blev udgivet i forbindelse med 350 års-jubilæet tilbage i 1996.
Kobling mellem historien og nutiden
Apoteker Peter Schjørring-Thyssen overtog ansvaret for apoteket i juni 1999, og han har løbende investeret i renovering af bygningerne med hensyntagen til den fredede ejendom, så man i dag driver et topmoderne apotek i de historiske rammer.
- Jeg har gennem alle årene været optaget af at skabe en kobling mellem det historiske og det nutidige og at indføre ny teknologi i de gamle rammer. Teknologisk skal vi være helt på forkant, så vi kan levere det, kunderne forventer. Vi tilbyder meget mere end blot de produkter, vi sælger, for vi skal samtidig skabe tryghed og tillid gennem god rådgivning fra uddannet personale, fastslår apotekeren.
Før i tiden strakte apotekerhaven sig helt ned til Teaterbygningen, og stadig i dag råder Køge Apotek over store baglokaler inklusiv en hyggelig gårdhave. Og apoteket kunne ikke ligge andre steder, fastslår Peter Schjørring-Thyssen.
- Det er en institution i Køge, og hvis man flyttede det et andet sted hen, så tror jeg, det ville medføre vrede læserbreve i avisen, så det bliver ikke mig, der flytter det, smiler han.
Til gengæld åbnede han en ny filial i Rådhusstræde ved Køge Station for tre år siden - for at sikre det højest mulige serviceniveau til kunderne, da den nye lokation blandt andet gav mulighed for handicapvenlig adgang og lange åbningstider.
Jubilæet i Køge Apotek fejres med ekstraordinært gode tilbud til kunderne i den kommende tid.