Erhvervsforums nye frontfigur: Ingen ville være formand

Lejre Kommune: Tirsdag den 10. august gennemførte Lejre Erhvervsforum det første bestyrelsesmøde oven på såvel den formelle konstitution som sommerferie.

Det oplyser den lokale erhvervsforening i en pressemeddelelse.

- Det konstituerende bestyrelsesmøde var lidt spøjst - ingen ville være formand, oplyser Ann Finch, nye bestyrelsesformand i Lejre Erhvervsforum.

Hun har siddet i bestyrelsen i fire år, er uddannet psykolog og har sin egen praksis, Byens Psykolog, i Roskilde.

- Og det er helt naturligt, det er ikke nemt at følge efter Johan Scheel, som har været en dygtig, vellidt og samlende formand. Så vi talte om, at vi kunne tilrettelægge bestyrelsesarbejdet, så vi i højere grad deltes om arbejdet. Og da alle gav deres tilsagn om at ville bidrage og deltage, turde jeg godt tage formandsposten, fortsætter Ann Finch.

Vil bygge bro

På tirsdagens bestyrelsesmøde bidrog deltagerne hver især med deres forslag til Lejre Erhvervsforums næste skridt. Konklusionen blev, at forbindelserne mellem virksomhederne i kommunen skal styrkes.

- Vi er enige om, at vi vil have fokus på at "bygge bro mellem virksomheder", som er foreningens mission. Bestyrelsen er kun værdifuld for medlemsvirksomhederne i Lejre Kommune, hvis vi ved hvert møde arbejder for at skabe værdi for dem fx ved arrangementer, hvor faglige og forretningsmæssige input går hånd i hånd med at øge kendskabet til hinanden og have det rart sammen, forklarer foreningens formand.

Og kendskabet virksomhederne i mellem er ikke det eneste, Lejre Erhvervsforum har på tapetet.

- Vi har flere arrangementer i støbeskeen, bl.a. en miniworkshop om sociale medier, besøg ved virksomheder i Kirke Såby området og selvfølgelig vores fredagsbar i Spor 3, julearrangement og Nytårskur. Og da vi alle har travlt vil vi fremover også søge at være mere formidlende fx med oplæg fra andre organisationer både private og offentlige. Bestyrelsen vil også arbejde for at øge dialogen med vores medlemmer og man kunne godt forestille sig vi vil gøre øget brug af udvalg, hvor enkelte medlemmer deltager med indspark til foreningen indenfor et bestemt emne fx turismeerhvervet i Lejre kommune, fortæller Ann Finch.

"Erfarne erhvervsfolk"

Formanden tilføjer, at man i forhold til de fornødne kompetencer har formået at sætte det rigtige hold i Lejre Erhvervsforums bestyrelse.

- Jeg er utrolig glad for den bestyrelse vi har nu. Den består af erfarne erhvervsfolk, som gennem mange år har drevet deres virksomhed i Lejre Kommune. De er alle klar på at byde ind og deltage med deres kompetencer. Og vi har både tal- og sprognørder, nogen som giver detaljen al magt og andre som mere ser på mønstre og processer. Så vi er dækket godt ind og jeg glæder mig til samarbejdet." slutter Ann, som driver virksomheden Byens Psykolog med erhvervs- og kliniske psykologydelser. Hun har haft virksomheden i fem år og har før det 25 års erfaring som officer i Flyvevåbnet, siger hun.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...