100 år med vind i sejlene Frederikssund Sejlklub fejrer 100 år den 21. august

Frederikssund Frederikssund Sejlklub fylder 100 år. Den 12. marts 1921 blev grundstenene til sejlklubben lagt, og siden har klubben virket for at fremme sejlsporten i Frederikssund.

Det fejres 21. august, hvor havnebassinet ved Frederikssund Lystbådehavn og sejlklubbens klubhus på Kalvøvej 15 vil være omdrejningspunktet for festlighederne.

Dagen starter klokken 11 med taler af blandt andre Frederikssunds borgmester John Schmidt Andersen. Efter klokken 12 vil juniorsejlerne give opvisning i havnen med forskellige jolletyper.

Ungdomsarbejdet er ofte sejlklubbernes flagskib, og sådan er det også i Frederikssund, det fortæller formand for Frederikssund Sejlklub siden 2019 Niels Laursen;

"Vi har sejlere i alle aldersgrupper fra 4 til 100 år. Så der er et gigantisk aldersspænd mellem medlemmerne. Men særligt Juniorsejlcenteret er vores hjerteblod. Det er blandt andet for dem, der en dag skal ud og sejle kapsejlads. Og allerede som helt små, måske helt ned til 6-8 års alderen kommer de i 'kravlegård'. De bliver proppet i havnen i våddragt," fortæller Niels Laursen om gruppen af unge sejlere, som kaldes Fjordrejerne, han uddyber:

"Under forudsætning af at de kan svømme, kommer de yngste børn ud i nogle gamle optimistjoller uden sejl og mast, hvor det bare handler om at falde i vandet. Og når de finder ud af, at det ikke er farligt, og de er tygge ved vandet, så kan de begynde at lære at sejle, og måske bliver det dem, som en dag skal ud og sejle kapsejlads."

Niels Laursen fortæller, at såfremt man går rundt med en sejler i maven, så er der altid plads til nye sejlere i klubben;

"Interesserede kan bare møde op hver mandag fra klokken 17.30," opfordrer han.

I det hele taget er der højt til himlen og plads til alle i Frederikssund Sejlklub, uanset ambitionsniveau.

"Selvom vi har ambitioner i klubben, og blandt andet er ved at indkøbe J70 kapsejladsbåde, så vi kan komme med på et større plan i Danmark, så er der plads til alle niveauer, og vi er alle i øjenhøjde. Faktisk er det sådan, at hovedvægten af vores cirka 350 medlemmer primært ønsker at være en del af miljøet i havnen og i klubben, og trives bedst med at hyggesejle."

Man skulle eje en båd

Ifølge de gamle, håndskrevne notater, referater og journaler fremgår det blandt andet, at den første sejlklub i Frederikssund blev stiftet allerede 24. juni 1893. Det forlyder imidlertid, at den mest af alt var en selskabelig forening. Derfor stiftedes den nye forening i 1921, nu med et mere sportsligt formål, hvor det fra starten kun var bådejere, som kunne optages som medlemmer.

De to foreninger eksisterede parallelt indtil 27. marts 1930, hvor foreningen af 1893 besluttede at nedlægge sig, og formuen på kr. 124,80 blev overdraget til foreningen af 1921, med den betingelse at pengene skulle anvendes til ungdomsarbejde. Hvis man i stedet for nedlæggelse havde besluttet en sammenlægning, ville Frederikssund Sejlklub i år være fyldt 128 år og dermed have været en af Danmarks ældste sejlklubber.

Indtil 1970 var lystbådehavnen en del af Frederikssund Havn, nu kaldet Kulturhavnen. Dengang var lystbådehavnen beliggende ud for den nuværende Nordkajen, og den havde kun plads til omkring 30 både.

I slutningen af tresserne besluttede kommunen at inddrage lystbådehavnen som en del af trafikhavnen. Efter en længere debat besluttede man at placere en ny lystbådehavn på en kommunal grund syd for Kalvøen, hvor der ret hurtigt blev plads til omkring 300 både.

Lystbådehavnen er en andelshavn, hvor hver bådejer køber en fast andel og desuden betaler et årligt beløb til driften.

Da det var en betingelse fra kommunen, at alle bådejere (andelshavere) skulle være medlem af en sejlklub, steg antallet af medlemmer i Frederikssund Sejlklub i løbet af få år fra 30-40 til de nuværende 300-350, hvoraf mange kom udefra. Som ramme om sejlklubbens aktiviteter blev der bygget et nyt klubhus, som blev indviet i 1974. Det har plads til omkring 100 medlemmer og rummer desuden plads til havnekontor og opbevaring af master.

100 års fødselsdagen

Når Frederikssund Sejlklub fejrer 100 års fødselsdagen vil gæster få mulighed for at komme ombord i forskellige bådtyper og - afhængig af vejret - måske få en lille sejltur.

Ligesom ved de tidligere havnefester har sejlklubben fået tilsagn om, at redningshelikopteren vil komme forbi og fiske en person op af vandet, ligesom Frederiksborg Brand og Redning har lovet at komme med en båd og lave redningsdemonstration i havnebassinet. Begge tilsagn er af gode grunde betinget af, at der ikke kommer udkald til akutte redningsaktioner.

Hele eftermiddagen vil der være underholdning af Tin Room jazzband, og der vil være mulighed for at købe grillede pølser samt øl og vand. Det offentlige program afsluttes kl. 16 og fra kl. 18 vil der være jubilæumsmiddag for klubbens medlemmer og andre med tilknytning til sejlsporten, som har købt billet.

"Under forudsætning af at de kan svømme, kommer de yngste børn ud i nogle gamle optimistjoller uden sejl og mast, hvor det bare handler om at falde i vandet

Niels Laursen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...