Nivå: Stridigheden mellem Jakob Mogens Evart og Fredensborg Kommune gav sig igen til kende i Retten i Helsingør torsdag. Denne gang i form af medarbejdere fra Fredensborg Kommune, der var indkaldt som vidner til at afgive forklaring i i alt tre forhold, som Jakob Mogens Evart er tiltalt i. Påstand fra anklagemyndigheden om bøder for titusinder af kroner blev nedlagt, blandt andet fordi Jakob Mogens Evart skulle have efterladt skadeligt tørv på et beskyttet naturområde og gravet en grøft op uden tilladelse.
Billede mod billede
Ved første forhold viste det sig hurtigt, at der var forskellige syn på, hvorvidt der var tale om overskridelse af Naturbeskyttelsesloven - og i enkelte tilfælde, hvad billeder konkret forestillede. Men selvom uenigheden var nem at få øje på, gælder det om at holde tungen lige i munden for at forstå baggrunden for den. Dette forhold gik på, at Jakob Mogens Evart i 2016 fik dispensation til at oprense to søer, der ligger på hans jord. Dem søgte han med henblik på at »forbedre naturen«, og fordi de var groet til. Men da han i efteråret 2018 påbegyndte arbejdet, blev det, som han forklarede, ikke afsluttet til tiden, fordi virksomhedens, han havde købt til opgaven, maskine gik i stykker. Det har - vel at mærke ifølge det indkaldte vidne fra kommunen - medført, at der stadig ligger tørv, som er det materiale, man oprenser fra søen, rundt om. Og det er skadeligt for det eng, tørven er blevet lagt ud på, sagde vidnet, der fortalte, at hun havde været ude ved de to søer onsdag. Forinden havde Jakob Mogens Evart vist billeder, der skulle antyde, at alt ude ved søerne er i skønneste orden. Hertil svarede vidnet, at »sådan nogle billeder kunne jeg også tage. Det beviser jo ingenting«, hvorefter hun fremviste billeder, hun havde taget, der altså skulle antyde, at der stadig ligger tørv. Og problemet ved det er næringspåvirkningen af engarealet, som tørven ligger på, og at søen bliver gul-brun og uklar, bemærkede hun videre.
Da anklager og forsvar gravede i de tos forklaringer, blev det lov- og miljøteknisk og en kende sværere at følge, end da begge parter og dommeren alle betragtede vidnets medbragte billede. Situationen gik nærmest fra at handle om paragraffer til at være ord mod ord - eller billede mod billede. Anklageren måtte da også trække på smilebåndene, da hun fik et »ja« til, om hun måtte tage en kopi af vidnets billede til brug i sagen.
Manglende tilladelse
Teknisk blev det også, da andet forhold skulle gennemgås og påstande granskes. Det gik på, hvorvidt Jakob Mogens har nedlagt en grøft i strid med Vandløbsloven. Men ganske som i første forhold, blev uenigheden konkretiseret gennem billeder. Nærmere betegnet luftfotos af markerne, der i øvrigt ligger lige ved Nivåen, og det skel mellem matrikler, grøften skulle have ligget i. Her var påstandene kort sagt fra henholdsvis Jakob Mogens Evart og hans forsvar - og nummer to vidne fra kommunen og anklageren, at der har eksisteret en grøft, og at der ikke har eksisteret en grøft. Fordelen ved at nedlægge grøften, som Jakob Evart Mogens betegnede som en »dybdefuge«, ville være, at han på den måde ville slippe for at køre store maskiner ud på vejen, når de skulle fra den ene mark til den anden, som begge er hans. Fra vidnet fra kommunen, som altså ikke var det samme som i første forhold, lød det, at han »ikke kan udtale sig om, hvorfor man i sin tid har lavet en grøft. Jeg kan bare se, den har været der«. Og det er problematisk, sagde han, dels fordi natur forsvinder med nedlæggelse af grøften, og fordi det er en overtrædelse af Vandløbsloven. Ligeledes kræver sådanne indgreb tilladelse, der hverken var blevet givet eller søgt om.
Ingen afgørelse
Det var nok ikke alene på grund af, at billeder skulle gennemgås nøje, at tidsplanen skred. Ikke desto mindre var det tilfældet, at retten ikke nåede i mål med tredje forhold, og dermed kom der ingen dom i sagen med de tre forhold. Dermed vides det ikke, hvorvidt Jakob Mogens Evart skal betale ikke under 30.000 kroner i bøde, som anklagemyndigheden bebudede i anklageskriftet.
Datoen for næste dag i retssagen kunne retten torsdag ikke nå frem til, men meddelte, at sekretariatet vil arbejde på at beramme en halv dag til resten af retssagen hurtigst muligt.
