Her åbner Sjællands største Jysk-butik

Fredag åbner den største Jysk-butik på denne side af Storebælt. 1600 kvadrat meter butik. Lokaler på mere end 2000 kvadratmeter.

- Det er den største på Sjælland - og det er den første XL-butik herovre, siger Erkan Teksen, som er »store manager« i Jysk i Ishøj. Han og yderligere en masse andre Jysk-medarbejdere arbejder på at få varerne på plads, mens nogle håndværkere knokler på at få gulvet i indgangspartiet lagt.

På åbningsdagen inviterer Jysk til åbningsfest med kaffe og kage, konkurrencer og køtilbud:

- Der kommer til at være et event, siger Erkan Teksen, som glæder sig.

Han viser rundt i butikken, og selv om meget er på plads, så mangler de også en del:

- Vi skal samle møbler, dekorere og fylde hylder op, forklarer han og nævner, at den gamle Jysk-butik i løbet af ugen skal tømmes for varer.

- Det kan godt være, der bliver nogle lange dage, siger Erkan Teksen. Han fortæller, at 18 til 20 medarbejdere i ugen op til åbningen kommer til at sikre, at butikken bliver klar.

Og det er Erkan Teksen ikke i tvivl om, at den bliver.

Opgraderet butik

Udover at rykke ind i en større butik, kommer de nye lokaler også til at danne rammer om en opgraderet udgave af Jysk:

- Vi går mere op i oplevelsen, og vi kommer til at præsentere varerne pænere med spots. Der er nye trægulve, gråmalede vægge, siger han og viser stolt nogle af de mange nye hyldemeter frem.

- Her kan du se, hvordan vi kan rette spots ned mod varerne og hvordan vi gør det mere præsentabelt, siger han og peger på nogle af varerne, som allerede er placeret.

Årsagen til, at Jysk vælger at rykke, kalder Erkan Teksen en investering:

- Jo mere man kan vise frem, jo mere folk kan røre og føle på varerne, jo større er sandsynligheden for, at folk handler. Derfor investerer vi i mere plads, siger han.

Fordi butikken nu er en XL-udgave af Jysk kan man også vise flere varer frem:

- Vi udstiller en del af vores onlineudvalg i butikken. Det er også nyt, forklarer han.

Butikken slår dørene op første gang 27. august klokken 9 - men allerede fra klokken 8 er der kaffe og kage.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...