Fra rockband til Ruds Vedby Kirke

Musiker Anders Mortensen har skiftet lejligheden på Jagtvej i København ud med hus i Sorø og nu også med nyt job som organist ved Ruds Vedby Kirke.

Ruds Vedby Kirke har fået ny organist, og det er den 40-årige Anders Mortesen. Han bor i Sorø med sin Maja og parrets snart to-årige søn.

- Vi flyttede faktisk til Sorø i 2019. Som mange andre gav nedlukningen tid til nye tanker, og eftersom både Maja og jeg er musikere, havde vi ikke så meget at lave. Så vi fandt et dejligt hus i Sorø og flyttede ind med vores lille søn. Vi nyder at være kommet på landet og faldt pladask for området omkring Sorø, fortæller Anders Mortensen.

Før boede parret på hjørnet af Jagtvej og Åboulevarden i København med massiv trafik og støj.

Det lå ikke lige i kortene, at han også skulle være organist i Ruds Vedby Kirke, men han søgte stillingen. Og fik den.

Derfor var det også Anders Mortensen, der sad ved orglet, da der var konfirmationer i kirken for nylig.

- Jeg spillede faktisk et præludium af Sebastian, og det blev taget meget godt imod, fortæller Anders Mortensen.

Rytmisk uddannelse

Det med et alternativt præludium kommer man nok til at høre igen i Ruds Vedby Kirke.

Anders Mortensen er nemlig ikke uddannet klassisk organisk, men tværtimod på Rytmisk Konservatorium og han har spillet keyboard og orgel i en masse sammenhænge. For eksempel med Benjamin Koppel, Cæcilie Nordby, Hugo Rasmussen, kort sagt spillet jazz, blues, rock og en masse pop.

- Lige nu spiller jeg med Dodo and the Dodos, så jeg kommer omkring i landet, nu vi endelig må komme ud at spille igen. Det giver lidt logistik i forholde til kirken, men det klarer vi, smiler Anders Mortensen.

Han har brugt nogle timer på at øve sig på orglet i Ruds Vedby Kirke, for fodpedalerne skal han lige vænne sig til.

- Men det er jo som med alt andet, man skal bare kaste sig ud i det, og så lærer man det jo, siger Anders Mortensen.

Fantastisk rum til musik

Selv om Anders Mortensen, der oprindeligt stammer fra Ringkøbing, ikke er uddannet organist og heller ikke kender kirkehandlingerne helt til bunds, ser han det som en god udfordring og et nyt og spændende kapitel i livet.

- Og så er kirkerummet jo noget ganske særligt. Lyden er fantastisk i kirken, så bare det er en fornøjelse, siger Anders Mortensen.

Fra et lille spejl ved orglet kan han holde øje med præsten og følge med i gudstjenesten og de andre kirkelige handlinger, der skal spilles til.

- Jeg kommer jo med det, der er mig og det er blevet taget godt i mod af menighedsrådet og præsten, og jeg er altid åben overfor folks ønsker. Hvis man for eksempel til en bisættelse kender afdødes favoritmusik, så spiller jeg gerne det, slutter Anders Mortensen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...