Jardex lukker på Lyngby Hovedgade Herretøjsbutikken lukker 1. november og flytter aktiviterne til Ballerup og Rødovre

Af Pernille Borenhoff

Fra 1. november er det slut med at købe herretøj på hjørnet af Lyngby Hovedgade og Toftebæksvej, idet indehaverne, brødrene René, Stefan og Ulrik Jardorf, har valgt at lukke og flytte aktiviteterne til deres domicil i Ballerup. Her har de i adskillige år haft hovedkvarter og dels produceret tøj til virksomheder og dels haft en stor butik, der forhandler eksklusivt tøj til ansatte i mange virksomheder.

Dette sted udvides og omdannes til et stort showroom og butik med et righoldigt vareudbud på bøjlerne og hylderne.

"Selvom det er vemodigt at lukke ned for et fantastisk kapitel, føler vi os heldige over at få chancen for at skabe noget nyt og rigtigt spændende," siger Ulrik Jardorf, der har været det daglige ansigt udadtil i butikken i Lyngby, siden butikken åbnede for 35 år siden.

Forude er gået år, hvor mange ifølge Ulrik Jardorf har været interesseret i butikken, der ligger på en af Lyngbys mest attraktive adresser.

"Men de tilbud har vi afslået hver gange, fordi vi har en god forretning med en meget trofast kundekreds," siger han.

Tilbuddet fra naboen, Profil Optik, var dog til sidst ikke sådan at sige nej til.

Personalet rykker ifølge Ulrik Jardorf med til Ballerup, og det samme håber han, at kunder gør.

"Jardex-butikken i Rødovre Centrum fortsætter uændret. Det vil sige, der kommer også her flere kvalitetsvarer på hylderne og endnu flere gode tilbud.

Webshoppen Jardex.dk, der under coronaen har haft vokseværk, optimerer vi i denne sammenhæng yderligere, så alle, der foretrækker at handle Jardextøj og gaveartikler hjemmefra, får et endnu rigere udvalg at vælge ud fra.

Samtidig fokuserer vi på, at det bliver endnu enklere at bestille de ønskede varer," siger Ulrik Jardorf.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...