Lille, nænsom rulle-rambuk rykker ind i svømmehal: Nu skal der bankes pæle i

Som led i renoveringen af den råd-ramte tag-konstruktion i Asnæs Svømmehal og tilpasning til bygningsreglementet skal der nu bankes 22 mini-pæle ned inde i svømmehallen for at forstærke bæreevnen for syv af de søjler, der holder det store, tunge tag.

Pæle-bankeriet begyndte tirsdag. Hovedentreprenøren, Byggefirmaet KABI Entreprise A/S fra Tuse, har allieret sig med en mini-pælemaskine, der ankom til svømmehallen mandag.

- Den er kun 80 centimeter bred, så den kunne køre lige ind gennem hoveddøren, fortæller Birger Pedersen Daurehøj, direktør i KABI Entreprise A/S.

Der er boret huller ned gennem gulvet, og derigennem skal rammemaskinen banke tre mini-pæle - runde stålrør - ned ved siden af de oprindelige fundamenter til de bærende søjler.

Der bruges hule stålpæle, som bankes ned i sektioner, svejses sammen og til sidst fyldes op med beton.

Med en ny stål-konstruktion fordeles trykket imellem de nu fire fundament-punkter, så søjlen får større fundament-flade, forklarer bygherrerådgiver Ole Schou, indehaver af Schou Birken­dorf Arkitekter i Holbæk.

Minipælene skal måske bankes ti meter ned, før der er tilstrækkelig fast grund.

Den lille ramme-maskine er specielt udviklet, så den giver minimale rystelser.

Fire af de store, bærende søjler skal fjernes under den igangværende nedrivning af det gamle tag og udskiftes med ny-støbte søjler.

- Der bliver bygget en støbe-kasse og hældt beton i, som skal stå og hærde i 28 dage, fortæller Birger Pedersen Daurehøj, direktør i KABI Entreprise.

Søjlerne udskiftes helt, fordi det er nemmere i processen, oplyser bygherrerådgiver Ole Schou.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...