Byggeri Det er kun en uge siden, at Villabyerne senest fik en henvendelse om den lukkede tankstation på Baunegårdsvej 8 i Gentofte. 'Slum' blev det kaldt, og hvad skal der dog ske med den?
Der skal muligvis være et fem etager højt boligbyggeri.
Det er Rema Etablering, der ejer grunden og har gjort det siden 2007. De havde oprindeligt håbet på at lave en Rema 1000, men opgav tanken på grund af problemer med at opfylde kravene til parkering.
I stedet er de nu nået så langt med de planer for lejlighedsbyggeri, som Villabyerne tidligere har skrevet om, at de har ansøgt Gentofte Kommune om at lave en supplerende lokalplan, der kan muliggøre byggeprojektet.
Mandag var der borgermøde, hvor udviklingschef Jonas Vestermann fra Rema Etablering redegjorde for deres ønske.
"Grunden er renset op, og bygningen skal rives ned. Vi ville egentlig lave en Rema 1000, men foreslår nu et rent boligprojekt. Det er et klassisk, smukt byggeri, som vi mener er foreneligt med det gamle Gentofte," sagde han.
18 meter højt
Det foreslåede byggeri er på fem etager med en samlet højde på 18 meter. Der vil i alt være 13 familievenlige lejligheder på mellem 117 og 147 kvadratmeter, som alle får egen altan eller terrasse. Øverst skal der være en penthouselejlighed med egen tagterrasse.
På borgermødet blev der blandt andet stillet spørgsmål til nogle af de arkitektoniske valg, som at bygningens tag på visualiseringerne er i zink i stedet for tegl.
Den og andre bemærkninger bliver taget med i overvejelserne, når projektet skal gennem den kommunale mølle.
Før byggeriet bliver til virkelighed, skal lokalplanforslaget skrives af forvaltningen, politikerne skal godkende, det skal i høring, kommunalbestyrelsen skal tage endelig stilling, og forløber det som planlagt, skal der så byggesagsbehandles.
Det tager nok halvandet år i alt, og oveni kommer selve byggeperioden, som ifølge Jonas Vestermann også kan blive halvandet år.