Scoop for oprykker: Kronborg er tilbage

Henrik Kronborg er tilbage i Nordsjælland Håndbold.

Han var cheftræneren, der førte klubben til sit bedste resultat, en tredjeplads i grundspillet tilbage i 2011, men siden tog han videre ud i trænerverden hos først KIF Kolding København og siden Skjern, mens han også blev assistenttræner på herrelandsholdet. Her har han fejret flere triumfer med både OL- og VM-guld - og senest OL-sølv i Tokyo.

Han fortsætter som landsholdsassistent, men han er også tilbage i Nordsjælland Håndbold, hvor han skal være sparringspartner for cheftræner Simon Dahl og assistenttræner Laurids Søgaard, lige som han skal med ind over Nordsjælland Håndbolds U19-hold.

- Det er meget spændende, hvad der er i gang i Nordsjælland Holdbold og jeg glæder mig meget, siger Henrik Kronborg og fortsætter om sin nye rolle:

- Som træner kan man ofte føle sig lidt alene. Derfor er det rart at have nogen at sparre med, som har stået i samme situation. Jeg skal være sparringspartner og give input - men det er trænerne, som bestemmer

Han skal blandt andet være med til en ugentlig træning med førsteholdet og U19-holdet, men vil ikke være med til kampene.

For Simon Dahl bliver det en kærkommen mulighed for at få input fra højeste niveau med Kronborgs erfaring.

- Jeg glæder mig over, at vi har kunnet ansætte en så stor kapacitet som Henrik Kronborg i vores team, som jeg tror og håber, kan være med til at løfte en masse - såvel på som udenfor banen. Hans håndboldfaglige kompetencer er indiskutable og sparringen omkring netop dén del, tror jeg, bliver en kæmpe styrke for alle i og omkring Nordsjælland Håndbold, siger Simon Dahl.

Assistent og talentchef i Nordsjælland Håndbold, Laurids Søgaard, supplerer:

- Jeg er helt overbevist om, at Henrik Kronborgs store faglighed kan være med til at flytte trænere, spillere og vores miljø yderligere. Den sparring som særligt vi trænere - på tværs af senior og ungdom - kan få med Henrik, ser jeg som værende unik i Danmark.

Med sin tilbagevenden til Nordsjælland Håndbold kommer Henrik Kronborg også et skridt tætte på sønnen Magnus' håndboldhverdag, da 20-råige Magnus Kronborg er på kontrakt i Nordsjælland Håndbold

Henrik Kronborg er 51 år gammel og har fortid som aktiv inden for både håndbold og fodbold på højt plan i Helsingør. Men det var håndbold, der fik overhånden til sidst og kastede blandt andet en karriere i tysk håndbold af sig. Han nåede også en enkelt A-landskamp - 21-21 i en EM-kvalifikationskamp ude mod Ukraine tilbage i 1993.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...