Pia Stilling, Villabyernes teateranmelder

anmeldelse Eftermiddagen indledtes med ny koreografi af Tim Rushton med musik af Carl Nielsen. Koreografien er, må man tro, inspireret af Arne Jacobsens stol 'Ægget', der også havde givet værket dets titel.

Tidligere har blandt andet Esther Lee Wilkinson og Paul James Rooney skabt koreografier inspireret af Ægget, og her har danserne snurret rundt om og i stolen. Rushton bruger ikke stolen som rekvisit i sit værk, der også præsenteres som en moderne, fysisk fortolkning af 'Den grimme Ælling' om identitet og fællesskabsfølelse.

Som altid hos Tim Rushton er der en dejlig stramhed over foretagendet. Der er skåret ind til benet, så publikum kan fordybe sig i det, de ser. På scenens venstre side sad Alban Lendorf ved flyglet. Han er en habil klassisk pianist og spillede lange passager af Carl Nielsens musik.

På scenens højre side sad illustrator Mette Lehmann i en flot kjole med brede sorte og hvide striber - en oplagt hyldest til Bellevue Teatrets stribede vægge. Hendes illustrationer blev projiceret op på scenens bagvæg og spillede op til værkets danser, Sebastian Haynes.

Sebastian Haynes er en vidunderlig danser, der udvikler sig år for år. I sorte stramme bukser og bar overkrop holdt han publikum i sin hule hånd med både humor og teknik og spillede flot sammen med tegninger af forskellige stadier i livets labyrint og træ. Illustrationerne både understøttede og provokerede ham i dansen. Haynes dansede solo, indtil Alban Lendorf blev budt op til dans. Det blev en morsom duet, hvor de to som yin og yang beskrev livets dualitet.

Romantisk pas de deux

Ida Praetorius og Alban Lendorf stod for det klassiske indslag i en munter, romantisk pas de deux af Kenneth MacMillan med musik af Jules Massenet.

Alban Lendorf var placeret med pen og papir ved et bord med Ida Praetorius liggende på sengen i samme værelse, indtil hun fik lokket ham med i dansen. Der var mange og lange løft af florlette Ida Praetorius til Alban Lendorf, og han klarede dem til perfektion.

Ida Praetorius har udover en fantastisk teknik let til smil, og der blev delt rigeligt ud af dem til hendes elskede. De udstrålede overskud og forelskelse, og der blev ikke fedtet med det kys, de forenedes i. Det var til at blive i godt humør af.

Rekvisitterne bestod af en moderne daybed og ditto bord og lampe. Begge er disse møbelklassikere udtryk for god smag, men de passede ikke til den romantiske dans.

Flamencoens lag

Forestillingens sidste indslag var af Selene Muñoz, der de seneste mange år har givet det danske publikum skønne oplevelser med flamenco, som hun om nogen er repræsentant for.

Hun er god til at vise, at flamenco ikke kun er rytme i dansen. Det er i lige så høj grad musik, og med sig havde hun Karen Duelund Guastavino på saxofon, David Hildebrandt på percussion og Jesper Thorn på kontrabas.

De tre stod højt hævet bagest på scenen med flotte designerlamper hængende ned fra loftet. De var alle iført sort jakkesæt og ditto solbriller, som var de Blues Brothers. Det var cool på den ironisk humoristiske måde.

Selene Muñoz giver sine musikere plads. Der er intervaller, hvor de har scenen for sig selv, mens hun er ude og skifte til endnu en vidunderlig robe, og blandt andet et nummer, hvor Karen Duelund Guastavino spiller på harpe og synger en smuk fransk sang, er rørende.

Kræver sin mand

Selene Muñoz leverede flere soli, og hun kan virkelig forføre sit publikum og indtage scenen. Alle ser hende, og hun kan få alverden ud af at sætte en gammeldags kassettebåndoptager til at spille med originale flamencooptagelser, hun bruger i sin koreografi.

Hun kan dog også lade sin partner Sebastian Haynes få plads i duetterne, og som den eminente danser, han er, kan han danse op til hende, og det kræver sin mand. Det blev til både flamenco og moderne dans med inspiration fra hiphoppen.

Haynes har musikken i sig og er med på at slå takten an på stortrommen med store hvide vifter sammen med Selene Muñoz og David Hildebrandt. Der er noget på spil mellem Muñoz og Haynes i dansen. Hun forfører ham, og han forfører hende.

Selene Muñoz er et drømmesyn og har en krop, de fleste kvinder må misunde hende - slank, stærk og med skønne kurver. Det understreges af hendes smukke store rober, (i øvrigt syet af hendes mor). Hun kan bære dem, og de føjer hende både i soli og duetter, hvor Haynes i store løft fik dem til at hvirvle rundt.

En skøn eftermiddag

Det var en skøn eftermiddag i Arne Jacobsens ikoniske teater i Klampenborg, og publikum kan før forestillingsstart nyde en film om arkitektur i salen. Det er for så vidt et godt påfund, at design er hovedtemaet i det setup, man har valgt, når man befinder sig i en arkitektonisk perle.

I foyeren er der opstillet designmøbler, som man kan beundre og formentlig købe, skulle man have de lyster. Forestillingens titel giver løfter om, at design indgår i forestillingen, og det er til dels sandt i Tim Rushtons værk, men hverken i den klassiske duet eller i Selene Muñoz koreografi. Det forvirrer en anelse.

Man kunne have ønsket sig et egentligt program til forestillingen med de tanker, der ligger bag konceptet, men det skal teatrets økonomi selvfølgelig række til.

Når det så er sagt, er det skønt, at Pia Jette Hansen, der i disse dage kan fejre sit 20 års jubilæum som teaterdirektør i dansk teater, har fundet sin egen vej med sommerballet på Bellevue Teatret.

Sommerballet Danish Design Monochrome

Dansere: Ida Praetorius, Selene Muñoz, Alban Lundorf og Sebastian Haynes.

Koreografi: Tim Rushton, Selene Muñoz og Kenneth Macmillan

Klaver: Alban Lundorf

Musikere: Jesper Thorn, Karen Duelund Guastavino og David Hildebrandt

Tegner: Mette Lehmann

Musik: Carl Nielsen, Jules Massenet m.fl.

Varighed: 1 timer og 45 minutter inkl. Pause.

Spilleperiode: 29. august til 12. september på udvalgte dage.