Ny app vil gøre livet lettere for forældre Min klasse hedder den app, som Naja Alsing Staugaard fra Hjortekær søsætter om kort tid

kursændring Med fire børn i alderen 5 til 19 år ved Naja Alsing Staugaard fra Hjortekær, at det gælder om at holde tungen lige i munden, når der skal holdes styr på legeaftaler, fællesfødselsdage, klassekassen, kagelister, madgrupper, julefrokoster og børnefødselsdage. For blot at nævne nogle af de sociale arrangementer, der foregår parallelt med den 'almindelige' undervisning. Og som det forventes, at forældrene tager del i.

Masser af sms'er, sedler og mails flyder mellem forældrene. Mellem forældrene og børnene og mellem forældre og skolen.

"Jeg har altid været meget engageret i mine børns klasser, fordi jeg gerne har villet det. Der er meget fokus på, at eleverne skal have det godt socialt, og det har jeg gerne villet bakke op om. Men det er dødhamrende besværligt at koordinere alle de sociale aktiviteter og til tider nærmest uoverskueligt," siger hun.

Kommunikationen mellem skole og hjem foregår via AULA, men dén portal har ifølge Naja ikke indtænkt kommunikationen mellem forældrene, når det drejer sig om sociale arrangementer og koordineringer.

"Så jeg tænkte, at al den kommunikation måtte kunne gøres smartere," siger hun.

Men hvordan?

"Via mit arbejde i Rudersdal Kommune, hvor jeg var med til at implementere og udvikle et vagtplansystem, blev jeg inspireret til selv at lave en app, hvor man kunne koordinere alle disse sociale aktiviteter for børnene. Vi er jo vant til, at meget af vores liv foregår via en app," siger hun.

Brugte opsparingen

Naja er uddannet sosu-assistent og ville oprindeligt have læst videre til sundhedsplejerske. Men skæbnen førte hende ind i administrativt arbejder, hvor hun blandt andet har arbejdet på Baunehøj og Lykkens Gave. Sideløbende uddannede hun sig inden for offentlig administration og personaleadministration. De seneste ni år har Naja været ansat i Rudersdal Kommune.

"Jeg var rigtig glad for at arbejde der, men tanken om appen blev de seneste par år ved med køre i mit hoved. Jeg er sikker på, at det er en god ide, og jeg tænkte, at det måtte være fordi, jeg skulle gå efter den," siger hun.

At udvikle en god og brugervenlig app er ikke noget, man bare gør. Det er en stor proces. Det er dyrt. Og det tager tid.

"Min mand og jeg har gennem årene lagt penge til side, og vi blev enige om, at jeg skulle sige mit job op her i foråret. Så ville vi bruge vores opsparing på projektet og give det 18 måneder, hvor jeg ikke tjener penge," siger hun.

Og fortsætter:

"Hvis jeg havde været klar over alle processerne med teknik, gdpr, økonomi, oversættelser, opbygning mv., så havde jeg nok ikke kastet mig ud i det. Jeg kan godt vågne op om morgenen og tænke, om det er rigtigt, at vi bruger vores opsparing på det her. Men jeg tror på ideen og på, at det på den lange bane kan give os en indtægt," siger hun.

Trongårdsskolen afprøver appen

Inden Naja gik i gang med projektet, spurgte hun forsigtigt rundt omkring, om andre havde samme behov for hende, for at få en app, hvor alle sociale aktiviteter kunne koordineres. Og svaret lød samstemmende, at den lå lige til højrebenet.

"Men samtidig var jeg bange for at spørge for meget, for hvad hvis der var en større spiller, der tog ideen? Det var et sats at gå ud og spørge.

Jeg kan ikke tage patent på en app, der består af funktioner, der findes hos andre. Men sammensætningen er min, og jeg har måttet tage en chance," siger hun.

Coronaen gav hendes arbejdsro, men samtidig udfordringer, fordi en del af udviklerne sidder i Indien, og her forhalede coronaen processen.

Appen blev inden sommerferien afprøvet i en 5. klasse på Trongaardsskolen.

Appen kan fra det nye skoleår downloades i Appstore og Google Play. Se yderligere på www.min-klasse.dk.

Jeg er sikker på, at det er en god ide

Tag springet

For og imod ifgl. Naja

Fordele

- jeg er ude af hamstrehjulet

- jeg beskæftiger mig med noget for mig selv

- større fleksibilitet og glæde

- jeg brænder for at føre ideen ud i livet

Ulemper

- store økonomiske konsekvenser

- nattesøvnen kan være på spil

- større bekymringer

FAKTA

Livsændring

Skriv til dgo.red@sn.dk hvis du har ændret livsbane og har lyst til at fortælle om det.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...