mindesten "Vi lever så længe, vi bliver husket."

Sognepræst ved Lyngby Kirke, Julie Goldschmidt, indrammede meget fint formålet med den ceremoni, der mandag ved middagstid samlede godt 25 personer på den stille villavej Langs Hegnet i Hjortekær.

Her blev der lagt to såkaldte snublesten ned til ære for og minde om Helmer og Elisabeth Bomhoff, der bistod den danske modstandsbevægelse under 2. verdenskrig.

I et nu undseligt hus langt inde ad en koteletgrund boede parret, mens prominente modstandsfolk også havde deres gang hos dem med flugtmulighed direkte ud i Dyrehaven.

I kælderen husede de Bent Faurschou Hviid, kendt som Flammen, men lagde også lokaler til møder med Citronen, Jørgen Haagen Schmith, socialdemokraten Frode Jakobsen og BOPA-lederen Børge Thing.

Elisabeth Bomhoff, kaldet Lis, betragtede Flammen som sin reservesøn og var endda til stede i den Gentofte-villa, hvor han blev omringet af Gestapo og måtte sluge en cyankalium-pille, der tog livet af ham. Helmer og Lis Bomhoff blev også selv taget til fange af tyskerne og sendt i Frøslevlejren, hvor de sad indtil krigens slutning.

Hun blev 102 år og døde i 2014 i Charlottenlund, men forinden nåede hun blandt andet også at gøre et stort indtryk på tv-journalisten Mia Heldam og forfatteren Peter Øvig Knudsen, der begge var tilstede i Hjortekær mandag. Det var også borgmester i Lyngby-Taarbæk, Sofia Osmani (K).

Rørende øjeblik

Da alle var samlet udskiftede brolæggere fra Lyngby Kommune på få minutter to chaussésten i indkørslen hos husets nuværende beboere, der så til og lovede at pudse messingpladerne på de to nye snublesten.

"Da Elisabeth Bomhoff var 91 år rejste vi rundt og så de steder, der havde betydet noget for hende. Vi besøgte Vestre Fængsel og den celle hun sad i, og hun lagde en rose ved Flammens mindesten. Hun var berørt, og jeg kan huske, jeg tænkte, at hun fortjente sin egen mindesten," sagde Mia Heldam, der stod bag dokumentaren Krigens Pris.

"Det gule hus her gemmer på så meget historie, og jeg håber, at folk nu vil snuble over fortiden," sagde hun.

Også Peter Øvig Knudsen, der lærte Lis Bomhoff rigtig godt at kende i forbindelse med sin bog 'Efter drabet' om stikkerlikvideringer, mindedes hende og hendes historie.

"Der blev holdt møder på højt plan i det hus, og det fortalte mig meget om, hvor lille modstandsbevægelsen var, at lederne af de største grupperinger mødtes her. Lis talte om Flammen om sin søn, og hendes meget levende beskrivelse, af hvordan Gestapo slæbte ham ned ad trappen, så hans hoved bumlede mod trinnene, gjorde indtryk," sagde han og tog en dyb vejrtrækning, der holdt tårerne væk.

"Nu bliver jeg rørt. Jeg satte mig for, at hvis jeg kan nærme mig Lis' niveau af nysgerrighed, så er meget nået. Hun blev en reserveoldemor for mine børn, og jeg husker, hvordan alle lysene på hendes 100 års fødselsdagskage satte brandalarmen igang, så vi nærmest ikke kunne få den slukket igen," fortalte han.

Familien blev sprængt

73-årige Pia Bomhoff kunne ikke holde tårerne tilbage. Helmer Bomhoff var hendes morbror, som hun var meget tæt knyttet til. Hun er kommet i hjemmet i Hjortekær, hvor hun blandt andet lærte at bakke sin bil ud af den lange indkørsel fortæller hun.

Helmer og Elisabeth Bomhoff blev skilt, da hun var et lille barn, så hende kendte hun ikke, og selvom historien om deres indsats under krigen ikke var hemmelig, så var det heller ikke noget, hendes morbror fortalte vidt og bredt om.

"Det var ikke uddybende, og jeg var for ung til at spørge. Men det var en familie, der blev sprængt i luften af det, der skete. Helmer sagde farvel til sin far i koncetraionslejr, og hans mor, min mormor, sad først i Vestre fængsel og så i Frøslevlejren. Familien blev splittet for alle vinde." fortæller hun.

Selvom hun ikke selv oplevede krigen har den alligevel siddet i hende og familien i hele livet, siger hun. Derfor var også med våde øjne, at hun så på, at de to mindesten blev lagt for at huske på Helmer og Elisabeth Bomhoffs indsats. Hun fyldtes af særligt to følelser.

"Det er retfærdighed og taknemmelighed. Det er godt, at de mennesker bliver hædret, og jeg tror, han ville have været glad for det," sagde Pia Bomhoff.

Snublesten i Danmark

Borgmester Sofia Osmani stod lidt i baggrunden og betragtede den følelsesladede ceremoni, der blev afsluttet med fællessang af 'Altid frejdig når du går's første vers.

"Jeg synes, det er er vigtigt, at vi husker historien, og at vi husker i eftertiden, hvad der er gjort for os. At kæmpe for frihed er noget af det største, man kan, så det er velfortjent og en smuk tanke med de her sten," sagde hun.

Idéen om snublesten til ære for særligt 2. verdenskrigs helte og ofre er Ira Hartogsohn med til at videreføre i Danmark. I Europa findes der over 74.000 nedlagte snublesten, i Danmark er tallet 40. Der bliver lagt yderligere 19 sten i år, og i mandags blev også to andre fra Bomhoff-familien, Ada og Gunnar hædret med sten ved deres bopæl på Frederiksberg.

"Det er jo rart og dejligt at det lykkes, for det har været en lang proces med mange stationer. Og så er det rørende at se, hvor meget det betyder for de pårørende," sagde Ira Hartogsohn, der er med i den frivillige snublestensgruppe i Danmark.

Hun fortalte, at der den 1. september bliver lagt flere snublesten ned i Gentofte Kommune. På Strandvejen, Sundvej, Ahlmanns Allé og i Gentoftegade vil man derefter kunne finde mindesten for danske jøder, der mistede livet i koncetrationslejren Theresienstadt.

Så vil de som Helmer og Elisabeth Bomhoff leve videre hos alle, der snubler over en vigtig del af Danmarkshistorien.

Joachim Christensen er journalist på lokalavisen Villabyerne.