Alma Marie Kragh, 15 år, lige startet i gymnasiet efter sommerferien.

Hvilken roman har du sidst læst?

"Den sidste bog, jeg læste, var krimien 'De andre' af C.J. Tudor, som jeg har fået lov til læse lidt før, den udkommer i begyndelsen af september. Det er en krimi med masser af små historier, der til sidst bliver ført sammen i et vildt klimaks. Jeg har læst hendes to foregående romaner 'Kridtmanden' og 'Dengang Annie Thorne forsvandt', så det var fedt at få lov til at læse mere af hende."

Hvem er din favoritforfatter?

"Jeg har mange favoritforfattere, for hvis jeg finder en god bog, så kan jeg godt lide at læse mere af den samme forfatter. Jeg har læst meget af Sarah Engell og Kenneth Bøgh Andersen, og selvom Morten Pape ikke har udgivet så mange bøger, så er jeg virkelig også vild med hans skrivestil og realismen i hans indtil videre to bøger."

Hvad er din favoritgenre?

"Jeg tror ikke, at jeg har en favoritgenre, fordi jeg kan lide at læse næsten alting. Jeg læser alt fra Jojo Moyes' kærlighedsfortællinger til Laura Ingalls Wilders stærke barndomserindringer. Jeg læser det, der fanger mig, og så er jeg lidt ligeglad med, om det er for voksent, eller det er en helt ny forfatter, jeg ikke kender. Jeg læser, fordi jeg godt kan lide det."

Har du nogensinde

opgivet en bog?

"Jeg er faktisk lidt for god til at lægge bøger fra mig, hvis de ikke er noget for mig, og det er tit med en dårlig undskyldning. Jeg begyndte en dag på bestselleren 'Rum' af Emma Donoghue, men jeg var nødt til at stoppe, fordi jeg blev irriteret over, at navneordene stod med stort, og jeg kunne ikke lige se meningen med det. Men tit, når jeg har lagt bøger væk, så handler det nok om, at jeg har været for lille og ikke forstået den dybere mening for eksempel med navneordene, der stod med stort i 'Rum', så måske burde jeg give den et nyt forsøg."

Hvilken bog vil du

anbefale andre læsere?

"Hvis jeg skulle anbefale en bog, så vil det altid være Curtis Sittenfelds 'Klasse'. Det er en fantastisk historie om den unge kvinde Lee Fiora, der prøver at finde sin rolle på den prestigefulde kostskole Ault. Det er en bog, jeg læser, når jeg mangler en bog at læse, eller når jeg ikke kan komme videre med andre bøger. Jeg læser den, fordi jeg bare har lyst til at læse den igen og igen. Alle burde overveje den som deres næste bog."

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...