De maritime uddannelser er kommet hjem til Helsingør

Helsingør: Det var ikke til at tage fejl af begejstringen hos uddannelsesdirektør på U/Nord Tina Steinbrenner torsdag, hvor hun holdt åbningstale til indvielsen af bådebygger- og sejlmageruddannelsen i Helsingør.

- Det er historisk, indledte hun.

41 elever fordelt på to klasser begyndte på de to nye maritime uddannelser. Det blev kaldt historisk og omtalt med positive superlativer, fordi uddannelserne i 2013 rykkede fra Helsingør til Hillerød, men altså nu er i Helsingør igen.

Derfor brugte borgmester Benedikte Kiær (K) også anledningen til at byde »velkommen hjem« til uddannelserne, som er et vigtigt led i at gøre Helsingør til en stærk uddannelseskommune, hvor der som bekendt også i forvejen er andre maritime uddannelser.

- I bliver dem, vi andre har brug for. I har valgt den helt rigtige uddannelsesvej, lød det også fra borgmesteren henvendt til eleverne, som hun roste for at vælge en praktisk uddannelsesvej.

Maritim historie

Blandt eleverne er der både lidt yngre og ældre, end dem der for eksempel begynder på HHX-uddannelsen, der ligeledes ligger på U/Nord på Rasmus Knudsens Vej, ligesom hjemstavnene spænder bredt. Der er både elever fra Helsingør-egnen, men for eksempel også Emil Gilså, der er 24 år og normalt bor i Ringkøbing, men ser frem til at begynde på uddannelsen i Helsingør. Det samme gør 25-årige Ida Ullum Bertelsen, der har taget turen fra København og kommer til at pendle til uddannelsen.

- Jeg kom bare frem til, at det skulle være noget praktisk, og så lød det her rigtig spændende, lød hendes svar på, hvorfor valget faldt på lige netop bådebyggeruddannelsen.

Om de kommer til at fortsætte deres efterfølgende arbejdsliv i Helsingør vides ikke, men muligheden er der i hvert fald, og det ville falde i hak med Helsingørs maritime historie, som Benedikte Kiær også fremhævede i sin tale.

- Vi har gået efter de uddannelser, der passer til Helsingørs erhvervsliv og historie. Det maritime har spillet en kæmpe rolle, lød det fra borgmesteren, der også takkede U/Nord:

- Jeg vil gerne takke U/Nord for et godt og tæt samarbejde om at få de maritime uddannelser hjem til Helsingør.

2024

Torsdag var det kun teorilokalerne i bygning 3 på Rasmus Knudsens Vej, der stod færdige. Lokalerne, hvor bådebyggerne og sejlmagerne for alvor skal lære deres kram, kræver nemlig maskiner med avanceret opsætning, hvorfor sidste hånd stadig lægges på færdiggørelsen. Dog er de sandsynligvis færdige i løbet af næste uge, oplyser U/Nord.

Efter bygning 3 har udklækket de første helsingoranske bådebyggere og sejlmagere, skal uddannelserne på sigt rykke til havnen i Helsingør. Her er det nemlig planen, at nyistandsatte værftshaller skal huse bådebygger- og sejlmageruddannelsen i år 2024. Dog er den kortsigtede gevinst ved at have uddannelserne på Rasmus Knudsens Vej blandt andet, at der ud over de to nye, maritime uddannelser, også starter et andet grundforløbshold i bygning 3, hvilket forhåbentlig kan resultere i et gunstigt undervisningsmiljø.

Men indtil undervisningen begynder at tage form, til de første bådebyggere og sejlmagere bliver uddannet og til at uddannelserne flytter til havnen, var der kun én ting at sige for Benedikte Kiær torsdag, som både var rettet mod eleverne og uddannelserne:

- Hjerteligt velkommen til Helsingør.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...