De fleste, måske alle, der cykler på Hørsholm Kongevej gennem Rude Skov, gør det mere eller mindre med hjertet bankende i halsen.
En personbil, en lastbil eller en bus, der bagfra kommer susende tæt forbi dig og din cykel, er en mere eller mindre daglig og ubehagelig oplevelse, de fleste kan skrive under på.
Og som ifølge Hørsholm-virksomheden Gubra kan afholde nogle fra at tage cyklen til og fra arbejde.
"Det er brandærgerligt. Kan vi få flere til at vælge cyklen frem for bilen, får vi en betydelig klimagevinst. Men ikke bare det. At tage cyklen til og fra arbejde er god hverdagsmotion. Det giver markant færre sygedage, reduceret stress og giver bedre humør," lyder Gubras begrundelse for at bakke op om en sikker cykelsti på strækningen.
Op på cyklen
Biotekvirksomheden Gubra - med domicil på grænsen af Hørsholm og Rudersdal kommuner - har en særlig interesse i at gå all in for en cykelsti på strækningen.
Gubra er blandt andet hovedsponsor for kampagnen 'Vi Cykler Til Arbejde' og vil gerne have flere af sine medarbejdere ud af bilen og op på cyklen. Virksomheden har derfor oprettet en firmaordning, så medarbejderne gunstigt kan erhverve sig en elcykel.
Gubra går ind ikampen for en cykelsti gennem Rude Skov med en støtteerklæring om, at der anlægges en sikker cykelsti på strækningen. Ud over sikkerhed, miljø- og sundhedsmæssige fordel er perspektivet også, at den kan blive en del af den nordsjællandske supercykelsti fra København til Helsingør.
Cykelsti for 35 millioner
Forarbejdet er gjort. Faktisk venter man i Rudersdal Kommune nu på, om de får en statslig medfinansiering af projektet, der er beregnet til at koste i omegnen af 35 millioner kr.
Kommunens teknik- og miljøudvalg vedtog tidligere på året et skitseprojekt til en cykelsti og har samtidig sendt en ansøgning afsted til en statslig pulje til kommunale cykelstier.
Puljen er på 150 millioner kr. og i Rudersdal Kommune satser man på, at man kan få halvdelen af udgifterne til cykelstien betalt den vej rundt.
Søgt for en millard
Det kan dog blive lidt af en neglebider. Rudersdal er langt fra den eneste kommune der vil have sugerøret ned i cykelstipuljen: DR kunne forleden fortælle, at der ligger 232 ansøgninger til puljen for samlet én milliard kroner. Også derfor er der ifølge Grubra god grund til at støtte planerne.
"Der er brug for masser af gode argumenter og al den opbakning, de kan få. Nu skal vi som virksomheder også tage ansvar," siger de i Gubra.
Court Møller (R), formand for Teknik- og miljøudvalget, er glad for Gubars engagement.
Glad for støtte
"Det er godt, at virksomheder støtter os. Det vil helt sikkert hjælpe," siger formanden og understreger, at projektet er afhængigt af, at der kommer penge fra den statslige pulje.
"Det er et meget ambitiøst projekt med afgrænsede cykelstier på begge sider af vejen. Det kan vi ikke gøre selv," siger Court Møller.
En del af projektet er også, at farten på Hørsholm Kongevej skal ned fra de nuvæende 80 til 70 km i timen.
FAKTA
Biotekvirksomheden Gubra i Hørsholm har iværksat en støtteerklæring for en cykelsti gennem Rude Skov.
Du kan støtte HER frem til og med oktober.
Puljen
I finansloven 2021 afsatte regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet 150 millioner kroner til en pulje til kommunale cykelstiprojekter i 2021.
Projekter, der godkendes, skal finansieres ligeligt mellem staten og kommunen selv.
Alle Folketingets partier vedtog i juni i år i forbindelse med infrastrukturplanen også en plan for cyklismen i Danmark fra 2022 til 2035. I alt er der afsat tre milliarder kroner til at fremme cyklisme frem mod 2035.