Skynd dig: Nu er der flere gratis rejser med færgen

Der bliver flere muligheder for en gratis tur fra Køge til Bornholm med Bornholmslinjen.

Bornholmslinjen udvider antallet af afgange, hvor man kan sejle gratis. Det oplyser færgeselskabet i en pressemeddelelse.

I juli har de gratis billetter været tilgængelige på tirsdage, onsdage og torsdage for at være sikker på ikke at skabe trængsel for de lokale midt i ferietrafikken. Men fra den 2. august bliver det muligt at komme gratis med færgen som cyklende eller gående samt for folk med handicapparkeringskort på alle ugens hverdage mandag til fredag.

- Der har været stor efterspørgsel efter de gratis ture, men ikke større efterspørgsel end at vi nu kan udvide ordningen til alle ugens hverdage, forklarer Jesper Skovgaard, der er kommerciel direktør i Molslinjen, som Bornholmslinjen er en del af.

Det var en betingelse i regeringens sommerpakke i 2021, at ordningen skulle gælde i juli, august og september. Det blev så op til færgeselskaberne at placere de gratis ture, så trængsel kunne forhindres. Sommerpakken sidste år i 2020 var en stor succes, nogle steder så stor en succes, at især ø-ruterne blev løbet over ende.

- Vi lagde forsigtigt ud med tre dage om ugen, så vi kunne være sikker på at kunne håndtere gæsterne. Det er gået godt i juli, og nu har vi så klart et billede af søgningen, at vi er trygge ved at sætte flere hverdage på, siger Jesper Skovgaard.

Færgeturene bliver gratis på rejser fra den 2. august. Billetten skal købes og betales online som sædvanligt - og så føres pengene tilbage til gæstens kreditkort efter rejse.

På Kattegat har Molslinjen indsat gratis shuttlebusser fra Kombardo Expressen mellem havnen og Aarhus midtby.

Sommerpakken gælder på alle Molslinjens indenrigs færgeruter på Kattegat samt på Bornholmslinjen, Samsølinjen, Alslinjen og Langelandslinjen samt på ruten mellem Rønne og Ystad. Kun Fanølinjen har endnu ikke taget hul på sommerpakken, der bliver de gratis færgeture placeret fra midt i august efter skolernes sommerferie.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...