Nu begynder der at være liv på LIFE Campus Medarbejderne er flyttet ind i den markante bygning på Dyrehavegårds jorder. 1. september begynder skoleklasserne at strømme til.

Af Lars Schmidt

BIOLOGISK Læring. Ideer. Fascination. Eksperimenter.

Ved den lille fredskov for enden af Biologiens Vej finder vi en ny bygning, som tilsyneladende hvilker på voldsomt mange voldsomt høje og voldsomt massive egetræsstolper.

Men det gør bygningen ikke. Stolperne er til pynt. Nej, ganske symbolsk hviler bygningen på LIFE - men ikke som i den danske oversættelse af det engelske ord, 'life'.

Nej, bygningen hviler på stærke principper om læring, ideer, fascination og eksperimenter. Og den - og hele området - hedder LIFE Campus.

Her - på Dyrehavegårds jorder, tæt på både Helsingørmotorvejen og Rævehøjvej og side om side med Novozymes - finder vi et helt nyt og nyskabende sted, hvor skolebørn fra hele landet på helt nye måder kommer til at stifte bekendskab med alt, hvad der har med naturvidenskab at gøre.

LIFE Campus er skabt af LIFE Fonden, der støttes af Novo Nordisk Fonden. Og formålet med LIFE Campus er at højne den naturvidenskabelige dannelse, uddannelse og forskning samt styrke danske børn og unges motivation og interesse for naturvidenskab.

Er flyttet ind

Campus åbner for de første skoleklasser i september og indvies officielt den 8. oktober 2021. Men allerede nu er de 65 medarbejdere flyttet ind i den markante bygning, der bliver LIFE Fondens hovedsæde og både rummer kontorer og faciliteter til at udvikle og undervise i naturfaglige undervisningsforløb. Der er tre undervisningslaboratorier, et udviklingslaboratorium og derudover etableres en række mindre speciallaboratorier.

I LIFE Campus kan elever arbejde eksperimenterende med naturvidenskabelige problemstillinger i laboratorier, der er ligeså avancerede som dem, forskere i virksomheder arbejder i.

Lige nu er håndværkerne ved at lægge de sidste hænder på det 4.000 kvm. store læringscenter, som er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter og opført under bygherrerådgivning fra Rambøll. Arkitekturen er inspireret af DNA-strenge, Fibonacci-strukturer og andre naturvidenskabelige og matematiske mønstre.

Facaden kendetegnes ved 96 massive egetræssøjler, hvoraf 12 af dem er formet som en vifte, der åbner bygningen for den besøgende. Hver søjle vejer omkring ét ton.

Et perfekt match

"LIFE Campus er Danmarks nye læringscenter for naturfaglig uddannelse - et nationalt fyrtårn for STEM-området, som står for Science, Technologi, Engineering og Matematik) og vil bidrage til Lyngby-Taarbæks vision om at blive én af Europas førende videns- og universitetsbyer," forklarer direktør - og tidligere undervisningsminister, Christine Antorini:

"Det er det perfekte match med 'Science City Lyngby'. Ved at placere vores hovedsæde i Lyngby kommer fonden således til bidrage markant til at styrke Lyngby-Taarbæks position som knudepunkt for uddannelse, forskning, viden og innovation."

På LIFE Campus vil der blive plads til hele seks skoleklasser om dagen.

LIFE Fonden ønsker desuden at benytte det naturskønne område rundt om LIFE Campus til udendørs læring.

Samtidig vil der her være naturvidenskabeligt inspirerede kunstværker af den verdensberømte danske kunstner Jeppe Hein. Kunstværkerne bliver tilgængelige for alle, der kommer forbi.

Mere på side 3

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...