I 1886 blev venstrepolitikeren Fredrik Bajer den første til at stille et lovforslag, der ville give kvinder valgret.
Dog var det kun de skattebetalende kvinder i København, der skulle have mulighed for at stemme til borgerrepræsentationen.
Forslaget blev nedstemt, men Fredrik Bajer fortsatte med jævnligt at stille nye, reviderede forslag. Alligevel var kvinders valgret først en realitet i 1915.
Før da havde kvinder været en af i alt syv grupper, der ikke havde stemmeret, i kategori med blandt andre sindslidende, fallenter og forbrydere.
- Kvinder udgør over halvdelen af befolkningen, så man kan sige, at det kun var det halve demokrati, der blev indført i 1849, forklarer Jytte Larsen med henvisning til indførelsen af grundloven, hvor valgretten i første omgang blev givet til voksne, gifte mænd med egen husstand.
Som kønshistoriker og tidligere forskningsbibliotikar i Kvinfo er hun ikke i tvivl om vigtigheden af kvindernes valgret.
- Da vi får grundlovsændrigen i 1915, bliver vælgerkorpset mere end fordoblet, og af de nye vælgere er ca. 90 % kvinder, så det er jo en ganske betragtelig udvidelse af demokratiet. Man kan knapt undervurdere betydningen af det, understreger Jytte Larsen.
I årene op mod århundredeskiftet vokser kvindebevægelsen støt, og kvinder har blandt andet fået adgang til universitetet.
- Kvinder spiller efterhånden en så stor rolle i samfundslivet, at det virker absurd, de ikke har valgret, så der bliver konsensus i samfundet om, at man bliver nødt til at modernisere, siger Jytte Larsen.
Reformerne rulles langsomt ud. Først kvinders valgret til menighedsrådene i 1903, dernæst følger den kommunale valgret i 1908, før alle partier i 1915 tør sætte ligestilling på dagsordenen, forklarer Jytte Larsen, før hun minder om forskellen på formel og reel ligestilling:
- Det er 100 år siden, vi fik formel ligestilling. Men ligestilling for loven er ikke ligestilling for livet.
