Debat
dronningmølle: God idé med et badehotel i Dronningmølle. Men det dér?
Da jeg så Ugepostens artikel den 14. juli om de mange protester imod det aktuelle projekt for et badehotel i Dronningmølle, måtte jeg standse læsningen cirka midtvejs. En øjebæ sad fast på mine briller.
Tegningen.
Projektet sådan som bygherre og arkitekterne forestiller sig, at et badehotel ved en af nordkystens smukkeste strande, og dens fredede bagland, skal se ud.
Helt tidstypisk holdt i en rektangulær, nøgtern, sjælsforladt stil og tilmed fire etager højt. Komplet uromantisk, uæstetisk og ucharmerende. Det ligner en mislykket krydsning imellem et af 1970'ernes industriområder udenfor hovedstaden og et socialt boligbyggeri på Vestegnen, tilsat lidt af tidens urbane æstetik, sådan som vi kender det fra rigmandsghettoen i Nordhavn og de riges monstrøse nybyggerier på Strandvejen.
Så lad os hurtigst muligt få lagt det projekt i graven. Uden mulighed for genopstandelse. Alene af æstetiske hensyn.
Hvis jeg bliver valgt til byrådet i efteråret, vil jeg gøre alt for at bekæmpe denne udvikling og dette projekt. Samt alle lignende skøre ideer, som vil skæmme den egn, der har været, og stadig er, en gylden ramme om mit og jeres liv. De bliver ikke gennemført med min stemme.
Men bygherren i det aktuelle tilfælde skal være velkommen til at præsentere et nyt projekt med et rigtigt badehotel, bygget af træ og i en stil, som passer til området.
Byrådskandidat
Anders Grøndahl
(NytGribskov)
Højvejen 46
3120 Dronningmølle