udgivelse: Kiti Weil har skrevet om Kaj Walther, der døde for 20 år siden.
tisvildeleje: I år er det 20 år, siden Kaj Walther døde, 85 år gammel.
Helt fra sin pure ungdom og frem til sin død var livredderen, maleren, grønlandsfareren og modstandsmanden Kaj Walter en institution i Tisvilde. Han var kendt og beundret af alle, og nu har forfatteren Kiti Weil skrevet en rigt illustreret bog om hans liv, 'Kaj Walther - Helten fra Tisvildeleje'.
I den anledning er der bogreception torsdag 15. juli kl. 17-19 i Galleri Det er Kunsten, Hovedgaden 65F i Tisvildeleje, hvor man kan købe bogen og både forfatteren og Kaj Walthers datter, Charlotte Walther, vil være til stede.
Lærte at svømem af Kaj
Kiti Weil er selv kommet i Tisvildeleje, siden hun var et lille barn, og har blandt andet lært at svømme af Kaj Walther. I dag bor hun om sommeren i Tibirke Bakker.
"Han var en smuk mand, som alle beundrede og kendte. Men med de nye generationer er der stadig flere, som aldrig har hørt om Kaj Walther, derfor besluttede jeg mig for at skrive en bog om ham. Han må nemlig ikke gå i glemmebogen," siger Kiti Weil i en pressemeddelelse.
I sin bog fortæller hun om den forældreløse Odensedreng, der kom til Tisvilde som 20-årig og blev livredder.
Her blev han boende resten af sit liv og modtog bl.a. flere hædersbevisninger for sin redningsaktion, da han under en kraftig storm som 25-årig ene mand reddede en far og søn fra deres kæntrede skib i bølgerne ud for kysten ved Vejby Strand.
Beundret af kvinderne
Han var beundret af alle - ikke mindst kvinderne - og blev en anerkendt kunstmaler, der bl.a. blev økonomisk støttet af enken efter stifteren af Ny Carlsbergfondet og ejeren af Carlsberg-bryggeriet, som havde sin sommerresidens Ved Stranden i Tisvildeleje. jesl