Helsingør: Selv om Wiibroe Plads, hvor Stengade ender ud mod havnen, er en byens pladser med den bedste udsigt, så har der de senere år været talt en del om, at pladsen ikke rigtig længere fungerer.
For revitalisere den skrånende plads er det tidligere forbindelse med budgettet for 2021 blevet besluttet, at der skal afsættes 1 million kroner til legeelementer på pladsen.
På det sidste møde i By-, Plan- og Miljøudvalget skulle medlemmerne tage endelig stilling til, hvilket af to indkomne bud på legeelementer og koncept, der skulle vælges.
Sagen havde forinden været i høring hos en udvælgelseskomite, hvor Helsingør Bymidteforum også er repræsenteret, fremgår det af referatet fra udvalgsmødet.
Ligesom denne komite, så valgte et enigt udvalg, at man skulle vælge firmaet OP & NED's bud, som er inspireret af sejl- og sejskibe samt Kulturværftets arkitektur.
Det andet bud kom fra firma Energileg, som også kom med et bud med udgangspunkt i lokal historie i form af legeredskaber inspireret af sundtoldtiden.
Selv om firma og koncept nu er valgt, så skal forvaltningen og firmaet sammen bestemme den endelig udformning. Planen er, at den lille legeplads skal stå klar til efteråret, men det er ikke sikkert, at tidsplanen kommer til at holde, lyder det fra kommunens administration.
Legeelementerne skal opstilles på den sydlige del af pladsen, og det er muligt at tilkøbe flere udvidelser.
Det er i øvrigt heller ikke første gang, at OP & NED har arbejdet med historieinspirerede legeredskaber i Helsingør. Således står firmaet også bag skibsskruen på Axeltorv.
