klampenborg Preben Vridstoft, 70 år, redaktør, tv-producent og præmieansvarlig på Lykkehjulet. Har boet i Klampenborg siden 2007.

"Jeg flyttede til Gentofte i 1999, da jeg blev skilt. Min søn André og jeg flyttede ind hos Michael Bundesen på Strandhøjsvej, hvor vi boede i stueplanet i to år. Da vi flyttede tingene ind, bl.a. min søns el-guitar og forstærker, var Michael Bundesen til stede. Min søn tænkte, han måske var bekymret for udsigten til støj, så han forsikrede, at han nok skulle bruge høretelefoner, når han spillede på guitaren."

"Men 'Bonden' rystede på hovedet og sagde, 'det her er et rock'n'roll-hus, du skal bare give den gas'. Der tænkte jeg, ja, her kan vi godt bo. Og det er på en eller anden måde sigende for de folk, jeg har mødt i Gentofte."

"Der er så meget klasse over de mennesker, der bor her. Jeg flyttede senere ind i et hus ved Svanemøllen Station, men det blev for stort, da min søn flyttede hjemmefra. Jeg var hjemme hos en designer, der boede i det 17-kantede hus på Dyrehavevej 13, en andelsforening, og jeg sagde, at hvis der nogensinde blev en lejlighed ledig, måtte de gerne ringe til mig. Ved et rent held var der kort efter en til salg, som jeg fik lov at købe. Og der har jeg boet lige siden. I dag er jeg formand for andelsforeningen. Det er et smørhul, her er simpelthen så smukt."

Mærker årstidernes skiften

"Klampenborg er anderledes end Charlottenlund, der mest er kendetegnet af store villaer. Vi har også store villaer, men vi har også masser af lejlighedsbyggerier. Og så har vi Dyrehaven lige bagved os. Vi kan simpelthen høre, når dyrene går i brunst. Det er fantastisk at bo så tæt på naturen, man kan virkelig mærke årstidernes skiften, og man bemærker, at alle dyrene har hver deres reservat. Det er vildt fascinerende. "

"På den anden side af toget har vi 250 meter til sand under tæerne. Og vi har Bellevue Teatret. Og så er der vildt meget take away inden for ingen afstand. Det er de enlige ældre, men vel også børnefamilierne, der gerne vil gøre hverdagen lidt nemmere. Og så har folk jo penge, så der er et meget højt kvalitetsniveau, det gælder også butikkerne. Men der er ikke nogen, der er mere værd end andre, alle får den samme gode service."

Et fantastisk sammenhold

"Jeg kender godt fordommene om Klampenborg, 'man kan ikke gå til bageren uden pels' og alt det der. Jeg må bare sige, at sådan er virkeligheden ikke. Jeg kender folk i Klampenborg som de sødeste, mest rummelige mennesker, som hjælper hinanden med stort og småt. En dag var jeg småsløj, da jeg mødte min nabo. 'Gå dog i seng, jeg laver noget mad til dig', sagde hun, og hun er altså 80 år. Folk passer nok lidt på hinanden i Klampenborg, der er et fantastisk sammenhold. Og der er ikke nogle fordomme mellem os. Folk er nysgerrige, åbne, kommer hinanden ved. Vi har ikke noget lokalt fodboldhold, men vi har alligevel en stærk lokal identitet. Jeg kan mærke, at jeg gerne vil give noget af al den varme og hjælpsomhed, jeg selv har fået, tilbage. Når jeg går på nedsat tid en dag, så vil jeg hjælpe andre. Jeg ved ikke med hvad endnu. Der er så mange herude, der kan noget, så jeg drømmer om et ældsteråd, hvor dygtige folk kan rådgive unge uden at kræve en krone for det. Jeg har rejst Jorden rundt med tv, undervist i Damaskus, Nigeria og Thailand, og ved du hvad, vi er så heldige, at vi er født i Danmark. Og man skal huske, at alle mennesker har en historie. Alle mennesker er et vigtigt tandhjul i en maskine."

Rikke Laursen, 51 år, indehaver af Café Capito på Bellevuevej 7, yoga-, styrke- og cykeltræner, regerende Master World Champion i linjeløb for 50+.

"Klampenborg betyder alt for mig. Klampenborg er lille, men fyldt af mennesker, der vil hinanden, natur og aktiviteter. Da jeg var ung ridepige i Bagsværd, passerede jeg altid Klampenborg, når jeg skulle ride i Dyrehaven. Jeg elsker bare stranden og havet, hele området. Jeg blev bidt af cykling og tog altid turen op og ned ad Klampenborgvej. Da jeg var 13 år, byggede jeg min egen cykel, men den blev stjålet ugen efter ved Hjortespringbadet. Når jeg skulle læse til eksamen, satte jeg mig som regel på Bellevue. Det var dengang i 1980'erne, hvor alle pigerne gik topløse. Det var fint nok, men nudiststranden var lidt for meget for mig. Jeg har tidligere boet i Bellavista, nu bor jeg i Charlottenlund, men jeg har sagt til min mand, at jeg vil tilbage til Bellavista. Det er efterhånden en blandet skare, der bor i Bellavista. Mange unge trækker også til området, for det minimalistiske er jo totalt in."

"Folk i Klampenborg er overskudsmennesker med livserfaring og en masse kærlighed til andre mennesker. Alle de der fordomme om, at folk herude har nok i sig selv, passer overhovedet ikke. Jeg knokler rimelig meget i cafeen og med min træning på stranden, så det er ikke unormalt, jeg har en arbejdsdag på 12-14 timer, men folk vil meget gerne hjælpe mig. For eksempel får jeg hjælp til at lufte min hund Calo af Dronning Margrethes tidligere taffelmester, der også gik med Dronningens gravhunde."

Træning ved Arnes mole

"Jeg overtog cafeens lokaler den 1. februar 2020. Jeg havde et PR-bureau, hvor jeg løste opgaver for sportsfirmaer, og så tænkte jeg, at mit PR-kontor kunne agere café i weekenderne for mine cykelhold og områdets gæster. Men så kom coronakrisen og lammede alle PR-opgaver. Så tog jeg fat på at renovere stedet, det trængte virkelig til en kærlig hånd, da Arne Jacobsens Bellavista er fra 1934. Og så besluttede jeg mig for at give den fuld gas med træningen. Jeg startede undervisning i styrketræning og yoga på stranden, det var virkelig dér, hvor jeg mødte områdets beboere. Jeg kommer med kærlighed og energi, og jeg får det hele tilbage. Selv i vinter, hvor det regnede og ruskede, mødtes vi nede ved molen. Der kommer 20-25 hver gang. Vi squatter, vi planker, og vi hiver i elastikker tirsdag, fredag og søndag. Men ikke i juli. Jeg skal lige være lidt sammen med min mand. Da jeg sagde det til mine træningskunder, sagde de' det kan du da ikke, du skal jo træne os'... Jeg er glad for at gøre en forskel for området og stolt over at være samlingspunkt og give ind til bylivet. Jeg har også planer om nogle arrangementer, events eller koncerter, ude foran cafeen, måske i et samarbejde med Bellevue Teatret, jeg har i hvert fald snakket med Pia Jette (Bellevue Teatrets direktør, red.) om det. Vi taler også om et børnecykelløb rundt om teatret. I har ikke set de sidste ideer fra mig endnu, jeg er kun lige startet."

Carny Steenberg, 96 år, bor i Bellavista, har boet i Klampenborg i 65 år.

"Da min ældste søn, Søren, var ni måneder i 1956, byttede vi os til den her lejlighed. Vi boede i en 2½ værelses lejlighed på Ordrupvej, på 4. sal uden elevator, og sundhedsplejersken spurgte, om vi havde lyst til at bytte med hendes faster. Om vi havde! Min mand og jeg var lige kommet hjem fra USA, hvor han læste til tekstilingeniør. Jeg var femsproget korrespondent og havde job som sekretær i Københavns Reassurange. Lige fra begyndelsen har jeg elsket at bo i Klampenborg. Det er et paradis, som jeg allerede var fascineret af, inden jeg flyttede hertil. Tæt på skov og strand og tæt på bus og tog. Dengang kunne man danse moderne på Bellevue Strandhotel. Jeg har gået til jazzballet der, men det var, da jeg stadig boede hjemme på Viggo Rothes Vej. Da hotellet lukkede, hed det sig, at det var, fordi køkkenregionen ikke var tidssvarende og at der ikke var nok sengepladser på hotellet, men det burde man have ordnet. Det var frygteligt, da det blev revet ned, en stor fejl. Vi er mange, der stadig kan huske det med glæde. Vi holdt også konfirmationsfest for Søren der. Selvfølgelig var det gammeldags, men det var charmerende. Der var levende musik og et dansegulv, der kunne dreje rundt. Sådan husker jeg det i hvert fald. Dengang var Bellevue jo et sandt fluepapir. Vi lå i lag. Men efter Amager Strandpark kom til, er det ikke så slemt længere. I gamle dage var Bellevue en betalingsstrand. Man betalte 50 øre, og så fik man en bås, hvor man kunne hænge sit tøj."

Arne begik en fejl

"Jeg er stolt af at bo i Bellavista, men Arne Jacobsen begik en fejl. Han kom til at lave vindueskarmene så høje, at man ikke kan se vandet. Min søn byggede heldigvis en forhøjning til mig inde i stuen. Udsigten ud over vandet betyder alt for mig, det giver mig en frihedsfølelse. I gamle dage var Bellevue Teatret, som Arne Jcobsen jo også tegnede, en biograf. Da min ældste søn læste til ingeniør, fik han arbejde i operatørrummet. Engang på en varm sommerdag åbnede han skydetaget, og det regnede ned med mariehøns. Dengang var der en NESA-bus, der kørte rundt om teatret og ind mod København. Den betjente dem, der lå på stranden, som ikke havde bil. I gamle dage var der også en meget bredere og længere mole, hvorfra der gik små skove til Landskrona og København."

"Vi har alt i Klampenborg. Nogen siger, 'du har jo ingen forretninger', men vi tager da bare bussen eller toget ned til Charlottenlund og handler. Jeg kommer meget på Café Capito. Jeg cykler ikke, men jeg er vild med Rikke. Du altforbarmende, hvor er hun en varm person. Jeg kan godt forstå, hun trænger til ferie. Hun rummer alt, det pigebarn. Rikke har bragt os sammen. Jeg elsker at drikke te eller hvidvin nede hos hende og få et stykke kage. Hun er guld værd."

"Dengang vi havde ordentlige vintre med sne, stod vi på ski i Ulvedalene. Mine to drenge har altid elsket at bo her, og der har altid været mange børn i området, de kunne lege med. Først gik de på Skovshoved Skole og siden på Ordrup Gymnasium. Jeg var hjemmegående, indtil de kunne gå alene i skole. Så drak jeg te med mine veninder og spillede tennis. Der var nok et andet leben, da vi flyttede ind for 65 år siden, men så store forskelle er der altså heller ikke. Folk i området er så søde og hjælpsomme alle sammen."

Det gode råd

"Alle spørger mig, hvad min hemmelighed er for at være rask og rørig som 96-årig. Det ved jeg sørme ikke. Jeg gør gymnastik hver dag, og så prøver jeg at gå mindst 1 km hver dag med mine stave. Og så følger jeg med i mine to aviser, Berlingske og Villabyerne. Jeg er meget taknemmelig for mit liv, jeg har ikke noget til gode. Egentlig ville jeg gerne have været læge, da jeg blev student i 1943. Men der var vist ikke råd til det. Mine forældre havde også tre drenge, og de skulle jo i vej før mig. 'Du bliver jo alligevel gift en dag', sagde min far. Jeg har tre børnebørn, der alle er piger. Og jeg har sagt til dem, 'I må aldrig være afhængig af en mands penge'. Mit ældste barnebarn er blevet læge. Da hun fik sit bevis, ringede hun til mig og spurgte, 'er du glad nu, farmor'."