En ny æra indledes nu på Egholm Slot, efter at Ole Falck er flyttet ud og hans datter Rikke Falck er flyttet ind. Sammen med tidligere kroejer i Gershøj, Camilla Adelsted Mikkelsen har de store planer for slottet.
Hermed sker der et nybrud, som kan få stor betydning for kulturlivet på egnen. Rikke Falck planlægger nemlig at åbne slottet op for gæster. Og det bliver cirka 85 procent af slottet, der med tiden åbnes op.
I de sidste 30 år har Ole Falck, skaberen af Egholm Museum, boet på slottet, som var hans private bolig. Rikke Falck er flyttet ind med sin mand Carsten Møller i en mindre del af slottet. Resten af den store bygning, tæt på 400 kvadratmeter, vil hun åbne op hen ad vejen.
Rikke Falck og Camilla Adelsted Mikkelsen planlægger en række projekter, som får slottet som udgangspunkt. Lige fra en kaffesalon, som skal op og køre i efteråret, til overnatning i »Baronessens soveværelse« og mulighed for at holde bryllup på slottet, teambuilding eller konferencer. Eller begravelseskaffe. Eller udlejning af slottet til fester.
- Vi har så mange nye ideer - ja masser! Vi kunne kaste 100 bolde op i luften, men vi har lige taget fat i os selv. Vi er enige om at prøve at begrænse antallet af bolde, så vi ikke løber alt i gang på én gang, siger Rikke Falck, som suppleres af Camilla Mikkelsen:
- Vi er nødt til at bygge vejen, mens vi går på den. Vi skal ikke have flere projekter, end vi kan løbe med. Hvis der er kunder og økonomi i de første projekter, kan vi putte mere på, siger Camilla.
Et af de første projekter bliver en kaffesalon, som vil bringe tre-fire af de smukke gamle stadsstuer på Egholm Slot i spil. De er fyldt med fascinerende detaljer, og de vil danne den fineste ramme om kaffesalon i slotsmiljøet med kaffe og bagværk. Rikke og Camilla vil selv servere.
Se mere i DAGBLADET Roskilde lørdag.