lydbilleder Musik har altid været en stor og vigtig del af det at bo i Albertslund.
Derfor er det naturligt, at anden del af podcastserien om Lunden går dybere ned i musikken.
Masser af kendte musikere, standup'ere og andre kunstnere er opvokset i Albertslund.
Men hvad er det ved byen, der har sat dem i gang?
Det får vi et indblik i i episode 2 af Lunden - lavet af Sidsel Kaae Nørgaard og Rikke Romme for Albertslund Kommune.
Med Emil til Galgebakken
Vi skal med Emil Simonsen fra Suspekt på tur i byen, hvor han er vokset op og har fundet inspiration til sin musik. Og inden turen går til Bakkens Hjerte, smutter Emil lige en tur tilbage til Galgebakken Vester, hvor han er opvokset.
Derefter besøger vi hans gamle klubpædagog og mentor, Peer Møllebæk, som stadig udklækker talenter i Bakkens Hjerte. Det er 30 år siden, Emil fra Suspekt startede med at gå i klub her, og vi får svaret på, hvorfor det var så fedt at gå i Bakkens Hjerte. Hvad var det - og er det stadig - som klubben kan? Uden at afsløre for meget, kan vi godt fortælle, at Peer Møllebæk får en stor del af æren for at have skabt det gode miljø og det super vækstlag for byen.
Og Emil er god til at fortælle om det at være barn og ung i byen.
Tidlige hits
Vi får desuden et par af Emils tidligste hits, der er inspireret af livet i Lunden. Bl.a. Kratlusker.
Turen går også til spillestedet Forbrændingen, der har 25-års jubilæum og har givet plads til, at upcoming musikere fik et sted at fyre den af.
Lyt med!
Der er meget mere musik i Albertslund, og anden episode nævner ikke MusikTeatret/Albertslundhuset og kommer kun sporadisk omkring Albertslund Musikskole og hele den livgivende musikkultur, der skabes der. Andre af byens klubber vil måske også mene, at de har givet unge talenter kærlige skub bagi.
Alting kan naturligvis ikke nås på en halv time, som podcasten varer. Og det er en fantastisk tidsrejse, vi kommer på med Peer og Emil.
Serien er mest lavet for at lokke nye borgere til Lunden. Men nuværende albertslundere skal absolut også lytte med!
Hør den her
Du kan hente podcasten, hvor du normalt henter den slags. Men ellers er der her et direkte link:
https://albertslund.dk/om-kommunen/bo-i-albertslund/podcastserie-om-albertslund
Første episode handler om det grønne Albertslund, og den kan du finde samme sted.
Podcastserien er produceret af Sidsel Kaae Nørgaard og Rikke Romme for Albertslund Kommune.
